Af Helene Kaas | Foto: Klaus Sletting | August 2016
Skipped: [ID: 10091, DocTypeAlias: Bricks_Quote02]
Skipped: [ID: 10093, DocTypeAlias: Bricks_Quote02]
På en normal træningsuge er Anne og Lærke sammen 4 timer dagligt, 7 dage om ugen. Og størstedelen af tiden sidder de kun en lille meter fra hinanden. Rammer, der ville kunne frustrere selv det blideste lam i længden. Her kommer samarbejdet med sportspsykologen roerne til gode.
Lærke: Når det blæser, og vi bumler rundt, så kan vi godt blive rigtig frustrerede. Først bliver den ene irriteret, så bliver den anden irriteret, og så bliver vi irriterede på hinanden. Der er det meget godt, at vi er fanget i en båd ude på vandet. Vi kan ikke slippe væk. Vi kan fysisk ikke komme nogen vegne uden den anden. Vi kan ikke ro ind alene. Vi er tvungne til at finde ud af, hvor det gik galt, og hvad der egentlig ligger bag. ”Hvorfor reagerer du sådan her, når jeg siger sådan her?”
Anne: Før kunne vi godt bare sidde stille i båden og begge tænke: Jeg gider ikke ro. Når du siger undskyld, så kan vi måske godt snakke om det. Og så siger jeg måske undskyld.
Lærke: Vi bliver selvfølgelig irriterede på hinanden, men vi bagtaler ikke hinanden til vores fælles venner. Hvis man nu er irriteret på den anden, og man egentlig godt ved, at det ikke er den andens skyld. Måske det bare går dårligt ude i båden, og det er bare anstrengende, så skal jeg ikke finde en anden roer og sige ”Anne…”. Så skal jeg måske ringe til mine forældre og snakke med dem eller måske kigge forbi til et kram.
Anne: Det er måske lidt lavpraktisk, og man tænker måske, at det kan man jo regne ud, at man ikke gør, men vi har alligevel skrevet det ned.
Når de er på træningslejr eksploderer tiden; roerne er sammen, fra 4/7 til 24/7. Og ofte er de afsted 2-3 uger. Er det muligt at bo på et lille hotelværelse sammen, spise sammen, træne samme og tilbringe fritiden sammen uden at gå hinanden på nerverne?
Anne: Det er lidt op og ned. I starten af en træningslejr, der kører alting jo bare. Jo trættere man bliver, jo lettere bliver man irriteret. Bølgerne kan godt gå lidt højt, men vi går ikke i flere dage og bærer på ting. Det er 1-2-3 UD, og bagefter er det fint igen.
Lærke: Jeg tror, at det er svært at være så professionel, at man ikke lader sig irritere af hinanden, når man er så meget sammen.
Anne: Hvis vi lige har frisket vores værdier op i forhold til, hvordan vi skal være overfor hinanden, så kan vi godt være bedre til at håndtere det. Jo mere vi er sammen, jo bedre lærer vi også hinanden at kende og får slebet nogle kanter af. Jeg ved jo godt, at når Lærke lige har lagt sig til at sove, så er det ikke der, jeg skal begynde at spise kiks, når der maks er halvanden meter imellem os.
Lærke: Jeg har fundet ud af, at jeg helst ikke skal fløjte. Jeg har en vane med, at jeg ind imellem laver sådan en lang hyletone og det ved jeg godt, at jeg ikke skal gøre, for…
"Jeg hader, når folk fløjter.” fuldender Anne Lærkes sætning.
Lærke: Og det tager jeg så selvfølgelig hensyn til, at Anne synes er irriterende.
Båden er smal og de to roeres ambitioner og personligheder store, men der er plads til begge, for de komplementerer hinanden og så er de gode til at fokusere på hinandens styrker.
Lærke: Vi er fysisk ret forskellige, så på nogle programmer har Anne et større mentalt overskud og omvendt. Anne er god til at få vendt passene. Hvis det fx ikke går godt i et træningspas, er hun god til at sige, hvad det er, vi skal arbejde med og gøre det simpelt. Hun er god til at sige: ”Fremad. Det er det her, vi skal gøre. Det her var bare et enkelt dårligt pas.” Jeg kan have svært ved at se det store billede. Jeg har meget fokus lige nu og her. Så er det godt at have Anne til at sige: ”Men i går og i forgårs roede vi faktisk helt vildt godt.”
Anne: Det er sjovt at høre det udefra, fordi jeg sidder og tænker, at jeg kan være tilfreds for hurtigt, og at Lærke er god til at minde os om, at hvis vi vil være verdens bedste, så hjælper det ikke noget, at vi bare slår os selv i går. Vi skal slå os selv endnu mere, end vi gør. Det er ikke, fordi hun aldrig synes, at vi gør det godt nok. Lærke kan også være rigtig glad for noget, vi har lavet og være: ”JA mand! Det kører!” Hvor jeg er mere: ”Jo, det var da fint, men måske ikke så forskelligt fra i går.” Hvor Lærke så er: ”Jo, det var mega fedt!”. Og så smitter det. Jeg kommer aldrig helt op i skyerne over noget, vi har præsteret, hvis ikke Lærke lige giver mig det sidste.
Lærke: De dage, hvor vi begge har en off-dag, ser det til gengæld rimelig sort ud i båden.
Skipped: [ID: 10136, DocTypeAlias: Bricks_Quote02]
På de sorte dage i båden, ror Anne og Lærke ikke bare ind til land og siger ”vi ses i morgen”, for de har opbygget en tillid til hinanden og stoler på, at den anden altid prøver at gøre sit bedste.
Anne: I dag kunne jeg godt mærke, at jeg havde lidt svært ved at overskue det. Og så er det måske ikke lige der, jeg giver mit allerbedste. Når man ikke kan give det, så har vi en aftale om, at man prøver at arbejde sig derhen, hvor man forsøger at give sit bedste. Der er mange, der gerne vil sige, at hver dag, jeg kommer, er jeg maks motiveret, men sådan er vi ikke.
Lærke: Det der med at lave 100 % pas hver dag, det kan man bare ikke.
Anne: Vi har en aftale om, at vi ved, at vi prøver. Vi har opbygget en tillid til, at den anden prøver. Det spiller måske ikke i dag, men jeg ved, at du gerne vil det, og jeg stoler på, at du prøver.
Lærke: Jeg kan godt have følelsen af, at jeg ikke gider, men så ved jeg godt, at hvis jeg ikke prøver, så har jeg ikke fortjent Annes tillid. Jeg vil gerne gøre mig fortjent til, at Anne tør stole på mig. Man kan godt mærke ude i båden, om man har den anden person med. Jeg kan godt mærke wow – nu lægger Anne fra land. Man kan både mærke, når den anden gør sit bedste, og når vi har givet op.
Anne: Da vi startede med at ro sammen, var det meget intenst. Vi havde nogle få uger til at omstille os. Vi havde slet ikke tid til at være trætte. Det var bare noget med at køre på, køre på, køre på og præstere.
Lærke: Den oplevelse gav os en tillid til hinanden og tro på, at hvis vi virkelig vil det her, så kan vi gøre det.
Anne: Når vi ligger til start til en konkurrence, er vi ikke i tvivl om, at vi gør vores bedste. Inden starten går, hvisker vi til hinanden. Først hvisker vi vores fokuspunkter, og så kan det være noget i stil med: ”Vi gør det sammen”, ”Vi kæmper hele vejen”. Ikke fordi vi er i tvivl om det, men mere for at understrege, at vi er sammen om det her. Og nu gør vi det. Vi tager dem med storm.
Skipped: [ID: 10134, DocTypeAlias: Bricks_Quote02]
Anne og Lærke er på bølgelænge på mange parametre. Gælder det mon også den drivkraft, der har skaffet dem en billet til OL?
Lærke: Der er to ting, der driver mig. Jeg vil gerne være den bedste. Jeg kan godt lide at være god til noget og være den bedste. Generelt har jeg det sådan, og nu fokuserer jeg på at blive den bedste til at ro. Det, der også driver mig, er, at man lægger et arbejde i noget og mærker, at man bliver bedre. Hvis det fx ikke har fungeret i to dage, er det fedt at komme til træning og mærke, at man rammer den. Jeg kan leve højt på følelsen af, at vi var en enhed ude i båden, og at det spillede, i flere dage. Jeg vil være den bedste, men det er også følelsen af at få et samarbejde til at fungere, der motiverer mig. Det handler dog stadig om at blive den bedste, så når vi er til kaproning, så VIL jeg først over målstregen, men hvis jeg kun roede for at komme til konkurrence, ville jeg have svært ved at motivere mig i dagligdagen. Jeg finder motivation i jagten på følelsen af et samarbejde, der fungerer.
Anne: Det er lidt sjovt. Jeg kan godt sidde herinde på land og sige, at jeg rent faktisk ikke så godt kan lide at konkurrere, men jeg ved jo godt, at så snart vi kommer på vandet – og det kan være over for hvem som helst, også vores venner, – så får jeg det sådan: ”I skal bare flytte jer. I skal bare dø.” Jeg kan blive sådan en ond satan. Hvis der er nogen, der lægger i vejen, så siger jeg altid til Lærke: ”Lærke, jeg lover, at jeg råber af dem”. Så selvom jeg godt kan være helt fredelig og sige ”det er bare hyggeligt at være med”, så nej!
Lærke: Vi kan bare virkelig godt lide at vinde!
Deres indbyrdes relation og velfungerede samarbejde har været afgørende for OL-billetten. De har dog begge relationer uden for båden, som også har en andel i, at turen snart går til Rio.
Lærke: Noget, der var afgørende for mig, var, at jeg overhovedet startede til roning. Jeg startede ikke som de fleste andre med ”ej, det ser sjovt ud”. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at begynde at ro i forbindelse med talentprojektet Talent 2016, som min storebror var en del af. Jeg var ude at se ham et par gange, hvor pigernes træner i min nuværende klub Danske Studenters Roklub, Morten Tibian, kom og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at prøve. Jeg havde hørt, at man ikke kunne have flotte hænder og at man ville få bylder i numsen. Og det skulle bare ikke ske. Men så blev han ved. Hver gang, jeg var ude at se min storebror ro, var han der. Til sidst fangede han mig på en færge fra Tyskland og passede mig op i et hjørne (sagt med et smil) og spurte igen, om jeg ikke havde lyst til at starte, og så gav jeg det et forsøg. Der gik et halvt år og så trænede jeg hver dag. Havde det ikke været for ham, var jeg aldrig startet. Jeg er sindssyg glad for, at han blev ved. Det giver mig så meget at ro.
Anne: Der er selvfølgelig dem, der får en til at starte med at ro. Og så er der alle dem, der følger en op igennem tiden. Jeg tror, at min første træner er den, der har haft størst betydning. Ham, jeg havde i Ægir i Nordjylland fra 2006, og indtil jeg kom herover til landsholdet i 2011. Dengang kunne jeg slet ikke lide at konkurrere. Nej tak, jeg ville ikke udstilles på den måde. Det fik han skubbet til. Jeg var større end alle de andre børn, og han fik givet noget selvtillid til en lille let buttet pige, som tænkte: ”Åh nej. Skal jeg dyrke sport med en masse tynde piger og have stramt tøj på.” Han gav mig selvtillid og viste mig, at der var noget, jeg var god til.
Lærke: Og så er der Mads, vores træner (Mads Haubro Petersen, red.). Han har virkelig modtaget mange opkald, hvor vi ringer og spørger ”forstyrrer jeg?”. Man ved jo godt, at man forstyrrer, når man spørger. En time efter er man måske færdig med at snakke i telefon, og så ved man bare, at der røg den familieaften hjemme hos ham.
Anne: Vi er meget glade for ham som træner. Han er jo vores træner, så han retter os teknisk, men han er også lidt en nødkontakt. Vi har nogle gange snakket om, hvad vi skal gøre, hvis vi falder om - mine forældre bor i Nordjylland og Lærkes forældre har ingen bil. Så ringer vi til Mads. (det sidste bliver sagt i kor). Han har været meget vigtig for os og vores samarbejde.