Når succesen lokker

Når succesen lokker

EM i basketball eller EM i 3000 m forhindringsløb? Det er de færreste 17-årige, der oplever at stå i en situation, hvor de skal vælge mellem to så store sportsbegivenheder. Det gjorde Anna Emilie Møller i foråret 2015. Hun havde spillet basket, siden hun var 6 år, men da hun var 16 år, opdagede hun i forbindelse med et motionsløb på efterskolen, at hendes evne til at løbe overhalede de flestes. Det betød, at hun i en periode både spillede basket og løb på eliteplan. Løb vandt over basketball. En beslutning, der førte til, at hun i sommer deltog i OL i Rio. Det første af flere, hvis det står til hende. 

Af Helene Kaas | Foto: Klaus Sletting | November 2016

Vi har mødt Anna til en snak om de valg, hun har truffet, og de skift, hun har gennemgået i sin satsning på et liv, hvor hun kan komme langt med sin sport.

Fra folkeskole til idrætsefterskole og videre til Team Danmark ordning

Der kom et helt andet fokus på sporten, da jeg kom på efterskole. Jeg gik i klasse med dem, jeg spillede på hold med på skolen, så sporten fyldte meget for alle. I folkeskolen handlede det til sidst meget om fester. Jeg var meget ambitiøs med min sport, så der var stor forskel i måden, vi prioriterede på. Det var en lettelse at komme på en efterskole, som var meget ambitiøs omkring basket og hvor træneren var meget ambitiøs.

Selvom resultatet af det boglige på efterskolen ikke havde nogen betydning for min optagelse på gymnasiet, betød det noget for mig, at jeg klarede det godt. Jeg er en, som gør alting 100 procent. Selvfølgelig gik jeg mindre i skole – havde færre timer – men for mig var der stadig fokus på skolen, og det betød noget for mig at lave mine lektier.  

Efter efterskolen følte jeg mig parat til gymnasiet. Jeg var glad for, at jeg ikke havde slappet af med det boglige på efterskolen, for det føltes ikke som et stort skift. Jeg synes, at det gør det meget overskueligt at tage uddannelsen over fire år på en Team Danmark ordning.  

Farvel til basketball

Et andet afgørende valg var afskeden med basketball, som hun havde været tro overfor i 12 sæsoner, til fordel for den lokkende løbesport, som hun en dag opdagede, at hun havde særlige evner indenfor.

Da jeg begyndte at løbe, havde jeg svært ved at indse, at jeg blev nødt til at vælge mellem basket og løb. Medierne pressede meget på og ville have et svar, men jeg holdt mine tanker omkring det meget for mig selv. Det første år spillede jeg stadig basket på eliteplan og løb i klubben på vej mod et eliteplan.Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke ville kunne begge dele på eliteplan. Jeg spiller stadig basket hver onsdag aften og kamp i weekenden, når det passer ind. 

Jeg tog beslutningen, da jeg stod og skulle vælge mellem at spille på landsholdet i basket og fokusere på junior EM den kommende sommer. Jeg havde været med til junior EM de to foregående somre, og jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Jeg ville kunne få en super fed oplevelse ved at tage til junior EM i atletik og prøve noget nyt og spændende.

Da jeg ringede til min landsholdstræner i basket og fortalte det, havde han selvfølgelig fuld forståelse for mit valg. Det var rart med opbakning derfra, for det var en svær beslutning. Ved at sige nej tak til landsholdsturen sluttede jeg jo det hele af. Så vidste folk, hvad jeg havde valgt. Det var et stort skridt, men jeg var glad for mit valg. Det var primært mit eget valg, men jeg fik hjælp fra min løbetræner. Hun snakkede meget om, at jeg blev nødt til at vælge, fordi jeg ikke ville kunne blive så god en løber, som jeg havde mulighed for, hvis jeg kørte halv basket og halv løb.

Det har været et meget interessant skift. I starten tænkte jeg, at løb kun er en individuel sportsgren, da det i sidste ende er dig selv, der kan lave resultaterne, men der er meget fællesskab i løb. Det betyder meget, at man træner sammen med andre og har nogle gode at træne med. Det sociale betyder meget. Det er næsten lige så socialt som i basket. Folk i klubben hepper på hinanden, når man er ude til løb og konkurrencer. 

Fra anonym basketballspiller til OL-Anna

Som basketballspiller på ungdomslandsholdet oplever man ikke den store mediedækning. Det gør man til gengæld, når man dukker op ud af det blå og begynder at slå den ene løberekord efter den anden. Så stiger opmærksomheden og medierne kommer spurtende.

Da jeg blev interviewet til TV første gang, tænkte jeg WOW. Det var til TV2 Fyn. I starten var jeg meget nervøs. Det var kæmpestort for mig, men efterhånden er det blevet en naturlig del. Jeg har ikke følt opmærksomheden som et stort pres. Det er kommet naturligt til mig, hvordan jeg skulle håndtere det. Da jeg klarede OL-kravet i sommer, ville mange have fat i mig. Da blev det ret stressende i perioder og jeg skulle til at vælge fra og til. Min træner hjalp mig med, hvad der var vigtigt og hvad jeg ikke skulle prioritere at deltage i.

Jeg har også været ude på et par skolebesøg. Blandt andet på min gamle folkeskole. Det er lidt sjovt, at nogle af eleverne ser op til mig, Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være en, der kom tilbage til min folkeskole for at holde foredrag om min karriere.

Nogle i klassen kalder mig for OL-Anna nu – jeg går i en Team Danmark klasse, så der er meget fokus på sport. Derhjemme er jeg bare Anna. Mine forældre bakker meget op om min sport, men de presser mig ikke. Det er mig selv, der driver det hele.

Jeg oplever meget de steder, jeg kommer, at folk ser mig som hende, der har været til OL. Nogen gange vil jeg bare gerne snakke om noget andet. Det fylder rigtig meget og jeg synes, det kan tage overhånd - for eksempel til familiearrangementer. Indimellem trænger jeg til at snakke om noget andet end min karriere.  

Succes som drivkraft

Hvad er det mon, der driver Anna til at indrette sit liv efter sin sport?

Det er udviklingen, jeg mærker, og de oplevelser, jeg får, der driver mig. Det driver mig også at opnå store resultater og få succes med det, jeg laver. Som for eksempel at komme med til OL. Det ville jeg aldrig have kunnet opnå med basket. Jeg kan godt lide at lave de ting, jeg er god til. Derudover er det vigtigt for mig at indgå i et fællesskab og møde mange nye mennesker.

Førhen var løb noget, jeg gjorde for at forbedre min kondition til basket. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle være løber. Da jeg på efterskolen opdagede, hvor hurtigt jeg kunne løbe en 10-kilometer, blev jeg nysgerrig. Jeg ville gerne se hvor god, jeg kunne blive. Jeg synes, det ville være ærgerligt at tænke tilbage på, at jeg havde haft en mellem basketkarriere og kunne have været vildt god inden for løb, hvis jeg havde valgt det. Det var en af grundene til at jeg valgte løb. Basket ville jeg ikke kunne drive til noget lige så stort som med løb.

Vi er begejstrede for at have en så ambitiøs eliteidrætsudøver på Team Copenhagen Eliteidrætsakademi og glæder os til at følge hende karriere. 

Anna Emilie Møller

19 år (28.7.1997)

Mellemdistanceløber (og basketballspiller)

Følg Anna på facebook.com/annaemoeller97

Klub: Blovstrød Løverne

Træner: Kersti Jakobsen

Går på Team Copenhagen Eliteidrætsakademi og i 3. g på Falkonergården

Præstationer (udvagte):

  • Deltog i OL 2016 (som den yngste danske OL-deltager siden 1912)
  • Dansk rekord i 3000m forhindring med tiden 09.32.68 og europæisk juniorrekord
  • Vandt Eremitageløbet 2016 og slog en 18 år gammel rekord med tiden 43.45

Anna træner 1-2 gange om dagen alle ugens dage bortset fra fredag.

Mål ved siden af sporten: 
”Jeg vil gerne studere medicin. Der kommer en dag, hvor jeg ikke længere kan dyrke min sport, og man tjener ikke ligefrem styrtende med penge som atletikudøver, så man er jo nødt til at tænke på fremtiden og karriere senere i livet.”