"Vores egne forventninger er de værste"

"Vores egne forventninger er de værste"

OL-roerne Anne Dsane Andersen og Lærke Berg Rasmussen har styr på deres samarbejde og den fysiske form. Hvordan mon det går med at have styr på tankerne op til deres første OL? Det mødte vi dem til en snak om et par uger inden de rejste til Rio. 

Af Helene Kaas | Foto: Klaus Sletting | August 2016

Hvad fylder i tankerne for tiden?

Lærke: Forventningens glæde, samtidig med, at jeg er lidt nervøs. Vi prøver at få det til at ligne en optakt til VM så meget som muligt, for det har vi prøvet før. Det er jo bare ikke helt det samme som en VM-optakt. Der er meget mere opmærksomhed fra andre og mange flere, der gerne vil snakke med én, end til et VM. Jeg glæder mig, men er samtidig lidt nervøs og spændt på, hvordan vi reagerer, når vi skal ro til OL. Kan vi finde ud af bare at ro, som vi plejer?

Anne: Jeg prøver at holde det på afstand så længe som muligt, så jeg ikke har skullet gå og være nervøs i 40 dage. Man kan jo godt være spændt på noget, men det er lidt lige som med ens fødselsdag; det skal jo være indenfor rækkevidde, før man kan glæde sig, så man ikke bliver overspændt. Hver dag lægger vi et billede på Instagram med nedtælling til OL, så på den måde bliver vi hele tiden mindet om, at der er færre og færre dage til. Men fordi vi har gjort det så længe, er det også blevet en del af en rutine. Vi har efterhånden vænnet os til tanken om, at vi skal til OL, men da vi skulle ud til Idrættens Hus i Brøndby og pakke vores OL-tøj – noget, vi jo aldrig har prøvet før – var der allivel en lampe, der blinkede ”huhuuu – det er det her tøj, du skal gå i, - til OL!”.

Hvordan håndterer I eventuelle negative tanker?

Lærke: Jeg kan ikke skubbe tanker væk. Jeg bliver nødt til at acceptere, at de er der og forholde mig til dem. Når frygten for, at vi ikke klarer det godt nok, melder sig, tænker jeg på det her OL som et skridt på vejen. For mange andre er det måske deres sidste OL. Jeg tænker på det som en del af en udvikling - det står og falder ikke med dette OL. Det er for ikke at sætte det hele på ét bræt. Hvis det ikke går 100 procent, som jeg gerne vil have det, er tingene ikke ødelagt. Det hjælper til, at jeg ikke stresser over det og ikke kan håndtere det. 

Anne: Hvis jeg begynder at tvivle på, om jeg er god nok, hjælper det mig at ringe til mine forældre og sige ”Jeg er lidt i tvivl”. Det hjælper at sige det højt og få nogle reaktioner fra andre. Det hjælper at snakke med folk, der ikke er inden for elitesport, så de lige kan genetablere noget selvtillid: ”Du er dygtig, du skal bare tro på det, for det er det, der gør den store forskel.”.

Lærke: Herude (Bagværd Rostadion, red.) er det meget ”medalje” – ”ikke medalje”. Det hjælper at snakke med folk, som egentlig er ret ligeglade med OL. De synes bare, at det er vildt, at du skal deltage. ”Wow, det er vildt, du skal til OL. Lad os snakke om noget andet.” Det er rart at være sammen med folk, hvor det ikke hele tiden handler om OL og vores målsætninger.  

Hvordan mærker I forventningerne fra omgivelserne?

Lærke: Vores egne forventninger er de værste. Da vi stod inde på rådhuset (til reception for de københavnske OL-deltagere, red.) og der blev sagt: ”Vi glæder os til, I kommer hjem med guld,” prellede det fuldstændig af på mig.

Anne: Forventningerne til os føles ikke slemt. Vores sportschef meldte for nylig ud, at det var flot at se vores udvikling, men at man selvfølgelig glædede sig til også at se os i Tokyo og så videre. Han siger jo ikke, der sidder en medalje på jer to, som vi lige skal have høstet. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at vores forældre forventer, at vi kommer hjem med en medalje. De er mere: ”Det er mega fedt, I er med. Har I lyst til at få en OL-tatovering, selvom I bliver nummer 15, så skal I bare fyre den på.” Der er mange, der lader det være op til os selv, hvor meget pres, der skal på.

Lærke: Det er rart at vide, at de tror på os, og tror, at vi kan blive så gode, at vi en dag kommer hjem med en medalje. Hvis det kun var os selv, der troede på det, kunne det blive en lidt ensom vej. 

Hvordan med jeres egne forventninger?

Anne: Vi holder fast i, at målet er at komme i finalen. Altså i top seks. Vi kan godt se, at feltet er snævret ind sammenlignet med sidste år. Alle ror hurtigere. Hvis vi har gjort alt, hvad vi kan, og bliver slået, så er den jo bare ikke længere.

Lærke: Vi er enige om, at vi gør alt, hvad vi kan, og det vil være for vildt, hvis vi kunne lave et rigtig godt resultat, men det er ikke sådan, at vi vil være fuldstændig ødelagte af skuffelse, hvis vi ikke kommer i top seks. Det ville egentlig være totalt sindssygt, hvis vi bliver nummer seks.

Anne: Kommer vi ikke i finalen, ror vi alt, hvad vi kan, for at vinde B-finalen. 

Hvordan har I tacklet det, når I ikke har levet op til jeres egne forventninger?

Lærke: Vi tog til EM med en forventning om, at nu skulle vi have en medalje, for det mente vi, at vi var gode nok til. Vi roede også rigtig godt i indledende, men i finalen gik det helt galt. Helt galt. Totalt galt. (Den sprudlende lethed, der ellers kendetegner Lærkes stemme, er væk, og man kan fornemme, at EM-oplevelsen har sat sine spor. red.). Vandet var dårligt. Det var det for alle. Vi kunne bare slet ikke ro i det. Vi følte os magtesløse undervejs, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre for, at det kunne blive bedre.

Anne: Det var vores dårligste løb nogensinde. Det var uvirkeligt, da vi kom ind. ”Var det det?” Det var som at være i en helt anden verden. Hvis vi nu følte, at vi havde givet os alt, hvad vi kunne, ville det have været noget andet. Så kunne vi acceptere, at vi ikke var bedre. Men det spillede bare ikke derude. Vi sad med en følelse af, at vi manglede at vide, hvad vi kunne have gjort ude på vandet. Vi satsede tydeligvis på nogle forkerte ting, men vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre anderledes i det vand. Vi manglede noget erfaring. 

Hvordan kom I videre derfra?

Lærke: Det var så ærgerlig en oplevelse, og vi var så kede af det, så vi er fuldt ud indstillede på, at det ikke skal ske igen. EM-oplevelsen er blevet til en motivationsfaktor.  

Anne: Siden EM har vi nærmest været ude i alt det dårlige vejr, vi har kunnet finde. Skumbølger på søen plejede at være: ”Arghh, pu ha, det må vi lige overveje”. Nu er det i stedet: ”Det kan være, at vejret bliver sådan i Rio. Vi må ud og tonse igennem.”  

Har I forberedt jer mentalt på, hvordan det bliver i Rio?

Lærke: Jeg bliver totalt presset over mange mennesker. Jeg kan ikke overskue det. Tanken om, hvor mange mennesker, der vil være, kan godt stresse mig. Jeg har dog efterhånden fået ro i tankerne omkring det. Folk skal jo akkrediteres, så der kommer nok ikke så mange mennesker inde på selve rostadion. Og vi kommer ikke til at bo i selve OL-byen. Vi skal bo på et separat hotel uden for OL-byen sammen med kajakkerne, som vi kender. Måske er det totalt naivt at tro, at det ikke bliver så slemt. Hvis det bliver slemt, tænker jeg, at Anne lige laver en Moses og skaber vej for mig.

Anne: Jeg synes ikke, at mange mennesker er så slemt, så det vil ikke være en stressfaktor for mig. Kender I ikke det med, at der er en, der er lidt bange for mørke. Lidt mere bange, end man måske selv er. Så bliver man lidt overskudsagtig. Så hvis du stresser over de mange mennesker, så vil jeg have overskud til at klare det. Vi sætter os ikke ned og snakker om det, men det kan være, vi lige aftaler, at vi tager en taxa på et andet tidspunkt for at undgå så mange mennesker. WC-faciliteterne derimod ville jeg godt kunne blive rimelig presset over, hvis de er dårlige.

Lærke: Man kan tydeligt mærke, hvis den anden bliver stresset over noget. Så tager den med mest overskud i situationen lige over og siger: ”Vi gør sådan her”. Vi skiftes lidt til at tage over.

Hvordan håndterer I situationen lige før et løb?

Anne: Der er mange, der spørger, om vi har nogle ritualer. Jeg har altid svaret: ”Nej! Niksen biksen”. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg skal have en træner, der lige klapper mig på skulderen, når vi er på vej ud, og hvis det ikke sker, så jeg bliver sådan helt ”Åh nej, han klappede mig ikke på skulderen”. Så prøver jeg at sige til mig selv: ”Anne, du er en voksen pige. Det går nok. Det er bare et klap. Du skal nok klare den”. Men det er altså bare rigtig godt lige at få et klap. Det giver mig en følelse af, at det skal nok gå det her.

Lærke: For mig betyder det meget, at der er nogen, som sørger for, at der er styr på det, at vi husker årerne og kommer ned på den rigtige bro, for jeg får det rigtig dårligt inden et løb og bliver helt rundt på gulvet. Jeg bliver svimmel og får det som om, jeg skal kaste op. Så snart vi kommer i båden, holder det op. Men kvarteret inden, vi skal i båden, hvor vi bare står og venter, har jeg det rigtig skidt. Jeg får en følelse af total nervøsitet. Nogen gange har jeg bare lyst til at sige: ”Jeg gider ikke i dag. Jeg tager bussen hjem.” Hjernen kører bare rundt: ”Hvordan kan jeg slippe ud af det her? Hvad kan jeg sige? Jeg har ondt i ryggen.” Jeg kunne aldrig finde på at gøre det. Det handler om, at jeg gerne vil gøre det godt, og så bliver jeg så nervøs, at jeg nærmest ikke kan overskue at gøre det, fordi jeg har fået bygget for meget spænding op omkring det. Men så er det noget med, at man bare siger: ”Så er det NU. Det bliver sjovt”. Det er en lettelse at få lov til at sætte båden i vandet og komme i gang med at varme op, så man kan koncentrere sig om noget velkendt.

Anne: Jeg ved jo efterhånden godt, at Lærke får det sådan, så der er jeg bare stille. Jeg kan godt være helt vildt nervøs, men det kommer ikke til udtryk på samme måde. Jeg får nærmere en knude i maven, og den går væk, så snart vi begynder at ro. 

Hvad har været med til at skabe ro i perioden op til OL?

Anne: Medietræningen fra Team Danmarks side er noget af det, der får os til at være mere nede på jorden, da vi har fået en fornemmelse af, hvad vi kan forvente. Som for eksempel, at der kommer dobbelt så mange journalister som atleter. Det hjælper at blive indstillet på, hvad vi møder.

Lærke: Det hjælper også, at vi får mange mails med praktiske informationer. Vi kan godt lide at vide, hvad der skal foregå. Hvornår skal vi afsted, hvornår lander vi og så videre. Den praktiske del af det. Der har også været et OL-roadshow, hvor de har været ude og fortælle, hvordan det vil være i Rio.

 

På hvilken måde hjælper jeres træner Mads med at skabe ro?

Lærke: Mads (Mads Haubro Petersen, red.) er en stor del af det hele. For det første bor han på hotellet sammen med os og er med ude ved søen til træning. Han vasker vores båd, inden vi skal ro. Han sender os på vandet. Og vi snakker med ham om aftenen. Han er inde over det hele. Jeg tror, vi ville panikke lidt, hvis vi ikke havde Mads med.

Anne: Det, vi har vendt mest med Mads, er, at vi er bange for, at vi er for trætte. Vi bliver jo kørt hårdt på i træningslejren. Og så skal vi begynde at være friske igen, men det hjælper ikke noget at være friske fem dage for tidligt. Vi skal være friske på de rigtige dage. Det er noget, han skal finde ud af. Vi bliver altid: ”Åh Mads, vi er trætte. Er du sikker på, vi er friske nok”.

Grinende imiterer de sig selv på en træt dag.

Lærke: ”Mads, jeg har sindssygt ondt i mine ben.” Jeg roede fire kilometer, det er ingenting. ”Og det gør vildt ondt. ”

Anne: ”Skal vi ro OTTE KILOMETER?! Nej nej, det kan vi ikke. ”Og det er jo ingenting. Det hjælper at høre Mads sige: ”Der er styr på det, piger. I bliver friske.”

Lærke: Og så har han altid en eller anden historie om nogle andre roere, der lige sætter tingene i perspektiv og skaber ro.

Anne: Når vi så kommer til dagen, så mærker jeg altid efter: Er jeg frisk i dag? Mads sagde, at jeg ville være frisk. Jamen, så er jeg nok frisk.

Lærke: Han er også god til at mærke på os, hvordan vi har det på selve dagen til et løb, og så prøver han at hjælpe os med at finde det mentale leje, hvor han har erfaring med, at vi føler os klar. 

 

Vi håber, at Anne og Lærke føler sig friske og klar, når de skal på vandet i Rio, og at de vender hjem med en følelse af, at de præsterede deres bedste. Det finder vi ud af, når vi snakker med dem igen efter OL. 

Læs afsnit 1: Samarbejde på vej mod verdensklasse

Læs afsnit 1: Samarbejde på vej mod verdensklasse

Roerne Lærke Berg Rasmussen og Anne Dsane Andersen har opbygget et samarbejde, der har fået dem hele vejen til OL i Rio.

Læs artiklen nu