Artiklen er sponseret af Athletes Own®

Athletes Own®  is a sportswear brand, founded in Copenhagen, Denmark in 2010 by the four rowers: Juliane Elander Rasmussen, Sarah Haubro Lauritzen, Anders Moustgaard and Antonie Lauritzen.

Our goal is to develop the ultimate clothing for maximal performance, and rowing is our winning game and first priority. But you can run and hop as well, in Athletes Own Sportswear.

For an athlete there’s always room for improvement and we are in constant progress and development for better solutions, higher standards and stronger designs to improve our products.

athletesown.dk
Fra Rio til ingenmandsland til #HighOnMotivation

Fra Rio til ingenmandsland til #HighOnMotivation

Hvordan lander man i hverdagen, når man træder ned fra OL-medaljeskamlen? Og hvad er det for en hverdag, der venter, når alting i ens liv det seneste år har koncentreret sig om OL? Kan man mon blive mæt af OL? Vi har mødt roerne Anne og Lærke, som ikke engang havde turdet lege med tanken om en medalje, til en tredje og sidste snak om deres første OL.

Af Helene Kaas | Foto: Klaus Sletting | November 2016

“Vi kunne slet ikke få det ud over vores læber”

Når man skriver ”Anne og Lærke” i søgefeltet på Google, dukker nyheden ”Anne og Lærke vinder OL-bronze i roning” op som det første søgeresultat. Et resultat så overvældende, at de ikke engang havde leget med det i fantasien. Målet var “bare” at ro med i finalen.

Anne: Mads (træneren, red.) sagde til os på træningslejren, inden vi rejste til Rio: “Hvad er det vildeste, der kan ske?” Vi kunne slet ikke få det over vores læber, at det vildeste ville være at vinde en medalje. Vi havde overhovedet ikke turde tro på det. Mads fik os jo til at sige det, men det var sådan “HA, medalje”.

Pigerne måtte sluge deres “HA”, for de nåede ikke bare målet om at ro med i finalen; de roede hele vejen til medaljeskamlen, hvor de modtog en bronzemedalje. Hvordan mon det føles at stå der?

Anne: Jeg kan næsten ikke beskrive det. Jeg fik bare helt vildt meget lyst til at fnise. Jeg havde hele tiden følelsen af, at der ville komme én og sige: “Snydt for en 20’er”. Samtidig gjorde det mega ondt i kroppen, så jeg var jo ikke i tvivl om, at jeg havde været igennem det.

Lærke: Det er stadig underligt at tænke på. Jeg har gået i så mange år og tænkt på de andre som værende helt vildt dygtige og pludselig stod vi der selv. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne ikke tænke klart. 

“Vi var pludselig i et ingenmandsland uden noget skema”

Den første tid efter roernes hjemkomst gik med diverse receptioner og snak med forskellige medier, som var nysgerrige efter at snakke med de charmerende OL-darlings. Men så en dag var der stille. 


Anne: OL-perioden var kun det seneste år, men hele optakten har jo varet flere år. Især det sidste år har mange ting som studie (både Anne og Lærke har haft orlov fra deres studie, red.) og venner været sat på pause. Vores træner havde snakket meget om, at der ville komme et vakuum efter OL. I al den tid, han snakkede om det, troede jeg, at han mente i forhold til medier. Fra at have vænnet sig til, at der var TV hele tiden, så ville der ikke længere være TV. Det var jo et helt andet vakuum, han mente. Pludselig var der ikke længere en stab omkring én hele tiden og man boede ikke sammen med nogen. Der var pludselig meget stille i privaten. På en måde var det også rart, men jeg havde svært ved ikke at fylde det ud med noget, så lavede hele tiden aftaler.

Lærke: Det sværeste var, at jeg havde brugt så lang tid på at forberede mig og pludselig var det bare overstået. Og det med, at jeg havde været vant til, at alting var sindssygt struktureret og planlagt til, at alting var mere løst. Hvad skal der egentlig ske næste år? Hverdagen var pludselig løs og ustruktureret. Vi var i et ingenmandsland uden noget skema. Jeg havde været vant til hele tiden at have Mads eller Anne i røret og snakke planlægning. Pludselig stod jeg der alene og tænkte “hvad f…. gør jeg?” Nu skal jeg pludselig planlægge det hele selv. Det var meget underligt ikke længere at have en overordnet plan med nogle andre.

Lærke Berg Rasmussen

Hverdagen var pludselig løs og ustruktureret. Vi var i et ingenmandsland uden noget skema. Jeg havde været vant til hele tiden at have Mads eller Anne i røret og snakke planlægning. Pludselig stod jeg der alene og tænkte “hvad f…. gør jeg?”

Lærke Berg Rasmussen Danske Studenters Roklub

“Jeg føler ikke, at jeg har fået mere tid”

Et par måneder er gået og Anne og Lærke er nu landet i hverdagen igen. En hverdag, som er meget anderledes end den, de delte det sidste år.

Lærke: Det er rart, at det er blevet hverdag igen. Det var et helt år, hvor det hele handlede om, at vi skulle til OL. Vi skulle hele tiden klare os godt. OL var omdrejningspunktet for alting. Kort efter vi kom hjem, orkede jeg ikke at høre mere om Rio. Ikke fordi, jeg ikke ville ro. Jeg ville bare gerne lave noget andet end at snakke om Rio. Jeg er startet på studie igen og har brugt meget tid på det. Vi træner stadig hver dag. Korte og rolige træningspas. Der er stor forskel på, hvordan min hverdag er indrettet nu, sammenlignet med op til OL. Før var alting koncentreret om, at vi skulle træne. Nu skal jeg en masse ting og så skal jeg også lige træne. Det er en forskel i prioriteringen. Det er den største forskel. Jeg føler ikke, at jeg har fået mere tid. Jeg havde en forventning om, at jeg ville få en masse tid, men den tid, jeg førhen brugte på at have to træningspas om dagen, bruger jeg nu på at studere. Jeg troede, jeg ville føle, at jeg havde al tid i verden og kunne nå alt, jeg ville. Jeg føler stadig, at jeg stresser rundt.

#HighOnMotivation

OL betragtes af mange som det ypperste at deltage i, når man er eliteudøver. Mon Anne og Lærke læner sig tilbage og lever højt på deres OL-medalje resten af deres dage eller gør oplevelsen dem sultne efter mere? Hashtagget #highonmotivation på et billede på deres Instagram-profil W2Minus tyder på det sidste.

Lærke: Inden vores egen medalje har jeg ikke kunnet forstå folk, der har roet i 16 år og været med til fire OL. Jeg har tænkt “wow, vil du ikke også gerne noget andet?”. Da jeg så stod på præmieskamlen, forstod jeg det alt sammen. Jeg kunne 100 procent forstå, hvorfor man jagter den følelse. Det gav pludselig mening, hvorfor man kunne ro i alle de år. Det er en følelse af ren lykke at stå der. Helt ægte ind i hjertet følelse af lykke. Den følelse vil jeg gerne bruge fire år på at jagte igen. Jeg havde en uge, hvor det virkelig gik op for mig, at nu er der fire år til, der sker noget igen.  Hvad f….. 4 år!! Det føltes pludselig meningsløst at tage ned og træne, men ret hurtigt begyndte jeg at tænke, der er jo også VM næste år, hvor jeg gerne vil klare det godt. Vi havde lige en kort periode med følelsen af, at vi havde fået nok, men nu begynder jeg at få lyst til at træne lidt mere og gøre det mere struktureret igen.

Anne: Jeg tror, at jeg nogle gange lægger noget jantelov nedover mig selv. “Ja, du er god, men slap nu lige af.” Da vi stod der på skamlen, var jeg bare “hold kæft, jeg er sej. Lærke er sej. Hvor er vi seje.” Jeg kunne slet ikke få armene ned. Det med fuldstændig at fjerne filtret og bare leve i sin egen niceness, det vil jeg gerne prøve igen. Det er for langt fremme i tiden at tænke på Tokyo. Det, vi har snakket en smule om, er VM til næste år. Det skal være et mål, der er til at overskue.

Lærke: Men vi vil da gerne med til Tokyo. Og vi vil gerne ro 2’er igen, hvis vi må.

Anne Dsane Andersen

Da vi stod der på skamlen, var jeg bare “hold kæft, jeg er sej. Lærke er sej. Hvor er vi seje.” Jeg kunne slet ikke få armene ned. Det med fuldstændig at fjerne filtret og bare leve i sin egen niceness, det vil jeg gerne prøve igen.

Anne Dsane Andersen Roforeningen KVIK

“Jeg kan godt blive bange for at skuffe folk”

Min tanke var, at roernes medalje ville styrke deres tro på sig selv. Så enkelt forholder det sig dog ikke.

Lærke: Jeg er virkelig presset af den. Men det er måske fint nok, for tingene kommer jo ikke af sig selv. Så læner jeg mig ikke tilbage og tænker: “Nu har jeg vundet en medalje” - og feder den. Jeg er bange for, at vi næste år slet ikke kan finde ud af det. Jeg er helt vildt nervøs for, at folk tænker: “Der kommer dem, der har vundet en bronzemedalje”, og så kan vi slet ikke finde ud af det.

Anne: Jeg kan godt blive bange for at skuffe folk. Vi kan jo ikke leve på, at vi engang har fået en bronzemedalje. Vi er jo nødt til at nulstille. Vi vil ikke skuffe os selv eller omverdenen.

Farvel til Anne og Lærke i denne omgang. Det har været en fornøjelse!