For seriøse trænere er der ingen genvej

For seriøse trænere er der ingen genvej

”Vel hænder det, at der kommer et stort, upoleret talent ”ind fra gaden”, men jeg ”ser rødt”, hvis man tror, at her skal ”speederen trykkes i bund”, så store resultater kommer indenfor en kort tidshorisont. Man taber noget måske stort på gulvet, og påfører et talent en unødig oplevelse, for store resultater i atletik er uløseligt forbundet med seriøs fundering og langsigtet arbejde – Sådan er min holdning; og jeg er glad for at være træner.” 
Ordene er Michael Jørgensens; og han er træner i Sparta.

Af Leif Chr. Mikkelsen | Foto: Klaus Sletting | Januar 2016

Til oktober-udgaven af CPH sport magasinet talte jeg med Øyvind Røsland, som er cheftræner i Hovedstadens Svømmeklub, og efter i samme blad at have læst om hækkeløberen Nicolai Hartling, fik jeg lyst til at møde hans træner. Onsdag i efterårsferien satte vi os i et mødelokale i SPARTAs klubhus på Østerbro Stadion.

Jeg er vokset op i en atletik-familie og har selv været aktiv 10-kæmper. Vores far var træner i Køge atletik og til at begynde med dyrkede mine søskende og jeg atletik der. Via min tid i Køge kom jeg i 1989 til Sparta som atlet og blev så 1999 ungdomstræner sammen med Carsten Bomme for årgang 1984-86. Glidende slap jeg ungdomsarbejdet for at blive mangekampstræner og siden 2007 har jeg også fungeret som sprint træner for både ungdom og senior.

Hjemme har vi altid set atletik med analytiske øjne. Allerede, da vi i 1983 så atletik-VM på TV, sad vi børn og vores far og diskuterede, hvad vi så og kunne lære heraf. Hele tiden har jeg været enormt nysgerrig og kendte allerede som 16 årig til superkompensation og forskellen på aerob og anaerob træning. Gennem kontakt med andre progressive træningsmiljøer – bl.a. stangspring fra Holte IF – fik jeg hele tiden fyldt ny viden på. Endnu manglede jeg et fundament af viden om fysiologi, men havde dog så udviklet en forståelse, at jeg havde et stillads at hægte de mange nye impulser op på. Siden har jeg læst idræt på KU. Så jeg har altid vidst, at jeg ville være træner, men dog troet, at det skulle være ved siden af et job som gymnasielærer. (Michael er i dag - udover at være i Sparta – også fysisk træner i Brøndby IF).

Når man nu arbejder med atleter på vej mod international elite, hvor det bliver stadigt sværere at skabe resultater, er det vel ikke nok med ”business as usual”? Hvorfra får du dine vigtigste impulser?

På trænerkurser er der ofte en del værdifuld video-dokumentation, så man ikke bare hører om noget nyt, men også kan se og dissekere det. Især er jeg glad for et kursus omkring sprint og hækkeløb, der afholdes hvert andet år i England. Jeg får en masse med hjem, som jeg skal reflektere over og gradvis implementere i mit arbejde. Derudover har jeg også personlige kontakter, som, jeg føler, inspirerer mig. Heriblandt min finske kærestes tidligere træner, som har været sprinttræner i 25 år; han er uhyre spændende at tale med.

For at en dygtig træner skal vedblive at være dygtig, er det afgørende, at han hele tiden dygtiggør sig – og kender sine egne stærke og svage sider.

Min stærkeste side som træner er, at jeg er god til at motivere. Det var min far også. Han pressede aldrig nogen, men skabte en positivt motiverende atmosfære; det har jeg med fra ham. Jeg skælder aldrig ud. Bruger i stedet tid på at forklare årsager og sammenhænge. Hertil kommer, at jeg er særdeles tålmodig med atleternes udvikling. 

Omkring fysisk og teknisk træning føler jeg mig stærkt klædt på, men jeg er hele tiden nysgerrig efter nye impulser – og elsker at være på kursus. Selv om det er gået super godt for Nicolai Hartling, søger vi hele tiden at forny og optimere træningen.

Den mentale side af træningen er jeg for alvor blevet optaget af. Sådan har det dog ikke altid været. Især fik 80ernes tilgang til det mentale arbejde med en masse ensidige svar og forklaringer mig til at stå fuldstændig af. Men lige nu er jeg meget optaget af det spændende kursus i ”Mentalitetsudvikling” med Christian Engell, som udbydes af Team Copenhagen. Vi arbejder nu med en forankring i realiteternes verden, hvor især arbejdet med at gøre atleterne ansvarlige for egen udvikling tiltaler mig meget.

Hvis man kigger i din kalender og ser, hvor mange træningspas, du forestår om året, vil det nok for ganske mange være svært at forstå, hvad der driver dig. Hvad motiverer dig mest ved at være træner? 

Min største motivation er, at der kommer nogen for at blive bedre! Tilsvarende bliver jeg også demotiveret, hvis der er nogen, der ”slår op i banen”. Men, det sker ikke her i SPARTA! (Bemærkningen ledsaget af et stort, glad smil). For mig er det uden betydning, om det er udøvere på højeste niveau eller herunder. Kommer de for at blive bedre, får de alt, jeg kan give dem.

Selvfølgelig skal jeg ikke lægge skjul på, at min begejstring var mega stor, da Nicolai i år løb på 50:02 i Talinn (slettede 37 år gammel dansk rekord). Men jeg begejstres også, når mine andre atleter leverer personlige forbedringer. Jeg går lige meget ind i træningens detaljer med alle dem, jeg træner. Det hænder ikke sjældent, at en træning bliver temmelig lang, hvis vi kan mærke, at vi har fat i en detalje, som tidligere ikke er lykkedes for os. Og arbejdet med detaljer er en vigtig del i atletik. Jeg kan også få gåsehud, når jeg på kursus opdager nye øvelser, som åbner for arbejdet med detaljer, som vi endnu ikke har kunnet ”knække nødden på”

Michael Jørgensen

Ja, vi har absolut en række spændende atleter på vej. Fordelt på flere årgange er det forrygende; her har vi også Martha Traoré 1995 (længdespring) , Andreas Ellegaard 1993 (Diskos kast)– men også Anne Sofie Kirkegaard 1998 (400 m hæk) og Mads Lund 2000 (10-kamp) og en del andre.

Michael Jørgensen Træner i Sparta

Er impulserne kun fra atletikkens verden?

Nej da; jeg har i Brøndby IF arbejdet tæt på Bent ”Turbo” Christensen, som var U19-træner. Han har lært mig en masse om det menneskelige – især i gruppesammenhæng. Især hans evne til at sætte meningsfulde rammer med konsekvente rammer har været en stor inspiration.

Er der områder af dit trænerarbejde, hvor du savner tilgang af impulser?

Mit personlige udgangspunkt som atlet var jo mangekæmperens, så i forhold til mit arbejde med Nicolai er min personlige erfaring ikke i den grad gennemsyret af hel tæt detailkunnen om 400 m hæk. Især skal jeg være påpasselig med den optimale dosering, som skal understøtte hans udvikling. Her kunne jeg godt bruge en virkelig erfaren 400m specialtræner at tale med. Dog må jeg sige, at med Danske Atletiks nye polske sportschef har jeg fået noget af det savnede; han har tidligere været 400m løber på højt niveau. Allerede nu har jeg haft flere gode sparringsamtaler med ham; og flere følger forhåbentlig. 

Men jeg ved også, at selv om jeg gennem min nysgerrighed søger at være på forkant af de udfordringer i mit arbejde, som kommer med, at atleternes niveau bliver stadig højere, så vil der komme områder, hvor vi bliver nødt til at føle os frem. Jeg skal for eksempel være på højde med der, hvor Nicolai lige nu befinder sig – og allerhelst også der, hvor han forhåbentlig kommer hen. Især de to seneste år, hvor han henholdsvis har gnavet 7 og 9 tiendedele af sin personlige rekord. En dramatisk forbedring, som, man næsten ikke kan forestille sig, vil fortsætte. Det vil ikke være overraskende, om han i en periode rammer et plateau, hvor resultaternes udvikling står lidt stille. Det vil for os begge være en udfordring, som jeg skal kunne håndtere og hjælpe ham med at tackle. Her ville jeg gerne være på forkant. (med et stort smil: Er jeg nok også, da vi endnu ikke i særlig høj grad har satset på højintensiv træning, som, jeg tror, kan være et greb, som kan gøre et kommende plateau kortvarigt.)

Med den fremgang kan det vel ikke undgås, at mange begynder at spekulere i, om Nicolai på sigt har potentialet til at komme på podiet til et af de store mesterskaber?

Hvis det skal ske, er der ingen tvivl om, at vi skal ramme en næsten perfekt række af kloge beslutninger. Nicolai er kun 21 år, men har kvalificeret sig til EM, hvor vi satser på en god placering, og det er ikke ren tågesnak at tale om, at han også kunne ramme en OL-kvalifikation. Men vi kommer ikke til at forcere hans træning blot for at sikre en tur til Rio. Vi vil fortsætte med at arbejde med at dele hans udvikling op i mindre og realistiske trin, som vi målrettet arbejder efter at tage et ad gangen. Men der er ingen tvivl, at det er OL i 2020, som er det mest sandsynlige at gå efter et stort resultat ved.

Hartling er utrolig stærk på mange områder. Men når vi kigger på en samlet profil over de faktorer, der er afgørende, så er der klart områder, han skal – og kan - forbedre sig på. Han er ikke superhurtig på en flad 200 m, som nogle af hans konkurrenter. Men det til trods, har vi de to seneste år fået en flot udvikling i hans hurtighed, som jeg ikke præcist kan forklare, og jeg fornemmer egentlig, at der stadig er lignende forbedringer at hente. Samtidig laver han meget få fejl og er ekstremt udholdende, hvilket ofte har afgjort løb til hans fordel. Og endnu har vi ikke en sikker fornemmelse for, hvor meget han yderligere kan udvikles. Men til nu er vi blevet positivt overraskede, og når man hertil lægger, at han har en stærk og rolig personlighed, så skal der meget til at slå ham ud.

Jeg kan her til slut ikke lade være at spørge, om der udover Nicolai er flere spændende Sparta-talenter på vej til at markere sig internationalt?

Ja, vi har absolut en række spændende atleter på vej. Fordelt på flere årgange er det forrygende; her har vi også Martha Traoré 1995 (længdespring) , Andreas Ellegaard 1993 (Diskos kast)– men også Anne Sofie Kirkegaard 1998 (400 m hæk) og Mads Lund 2000 (10-kamp) og en del andre.

Alligevel vil jeg give udtryk for, at vi gerne så endnu flere, så træningsgrupperne blev endnu stærkere. Men for at dette skal ske, er der nogle områder, som ikke lader sig ændre umiddelbart, der skal styrkes. Vi skal i mange af de sjællandske klubber have flere og bedre kvalificerede trænere, så der bliver en større underskov af talenter. Og i København skal vi have en stor atletikhal, så man kan træne både 200 og 400 m – også om vinteren, som de internationale konkurrenter, og ikke behøver at køre til Malmø et par gange om ugen. – Så jeg er unægtelig spændt på, om vi en dag får en rigtig 200m indendørsbane eller om 400 m banen i Klub Danmark-hallen i Valby bliver genetableret; det ville være forrygende for os.

Her sluttede vores snak, og jeg tror, at vi er mange, der ser frem til at følge resultaterne i det nye år.