Hurra for Team Copenhagens direktør! Leif Chr. Mikkelsen fylder 70 år.

Hurra for Team Copenhagens direktør! Leif Chr. Mikkelsen fylder 70 år.

UDVIKLING I BLODET OG HÅNDBOLD I HJERTET

Tekst: Helene Kaas | Foto: Klaus Sletting | Oktober 2018

Udfoldelse af potentiale og talent har kendetegnet størstedelen af de opgaver, som Team Copenhagens direktør, Leif Chr. Mikkelsen har påtaget sig i sin lange karriere. I anledning af hans 70 års fødselsdag bringer vi her en artikel om manden, som har udvikling i blodet og håndbold i hjertet.

Leif er af mange kendt som landstræneren med de knivskarpe meninger, der i 70erne og 80erne stod i spidsen for bolchedrengene, der imponerede på den internationale håndboldscene iført deres karakteristiske rød- og hvidstribede tøj og som håndboldekspert på DR. Det er også perioden som landstræner fra 1976-1987, som resulterede i to VM-fjerdepladser samt en OL-fjerdeplads, han på godt og ondt tænker tilbage på som den sjoveste i sin karriere. 

Keld Nielsen, IT og digitaliserings-chef i KAB, formand i Olympisk Klub og en af bolchedrengene, fortæller om Leif:

”Leif stiller store krav og forventninger til sine omgivelser, men kravene, han stiller til sig selv, er større. Han lever i nuet, men lægger enorm energi i at være med til at skabe en fremtid med et særligt fokus på udvikling af menneskers potentiale på alle planer. Han kunne være blevet en god statsminister, en interessant filosof eller en moderne favnende præst”.

Trænerkarrieren begyndte Leif allerede i 1962, da han som bare 14-årig overtog træningen af alle hold i FDF K 35 i Vanløse. I 1974 blev Leif træner for både ynglinge- og ungdomslandsholdene, og to år senere blev han landstræner. Især viste det unge trænertalent med sin store interesse for jugoslavisk håndbold en særlig evne til at få de skæve enere til at fungere i et disciplineret kollektiv. Spillere som Michael Berg, Mogens Jeppesen, Thomas Pazyj og Erik Bue Petersen havde alle været inde omkring A-holdet uden at passe ind. Under Leif blomstrede de op i en grad, så de alle var centrale spillere, da Danmark var vært for VM i 1978.

Netop det at få andres potentiale til at folde sig ud, har fra begyndelsen været en motivationsfaktor for Leif, der derfor ganske naturligt uddannede sig til lærer sideløbende med trænerkarrieren.13 år som lærer på Skolen på Lollandsvej på Frederiksberg blev det til, inden karrierevejen i 1984 slog et sving forbi Københavns Idrætspark, hvor han sad som marketingchef i tre år. Herfra fortsatte han til det private erhvervsliv i Norsk Hydro Olie a.s., hvor han i stillingen som uddannelseschef vendte tilbage til passionen med at udvikle mennesker. Dette skete samtidig med, at han stoppede som landstræner. Efter tre år kunne han på visitkortet strege uddannelseschef ud til fordel for personaledirektør. 

I sommeren 1999 fik håndboldforbundet overtalt den tidligere landstræner til at påtage sig opgaven med at få kulturen og miljøet til at fungere på herrelandsholdet, der på trods af fantastisk gode spillere ikke skabte acceptable resultater. Som et af de første skridt valgte Leif at gøre en af de skæve typer, Joakim Boldsen til anfører og efter fem måneders oprydning i ånden på holdet overlod Leif holdet til den videre proces, der efterfølgende under Torben Winther udmøntede sig i medaljer i EM-sammenhæng.

Efter 13 år i Hydro koncernen vendte Leif – efter en periode som kommunikations- og personaledirektør i DFDS - tilbage til sportens verden, hvor han brugte tid på at hjælpe med en lang række forskelligartede projekter frem mod etableringen af Team Copenhagen, Københavns Kommunes satsning på eliteidrættens vilkår. Blandt andet var han i tre år med i GOG´s bestyrelse.

Det er nu godt 14 år siden, at han startede som direktør for Team Copenhagen, hvor han i samarbejde med engagerede medarbejdere skaber gode udviklingsmuligheder for talent og eliteidræt i København. Leif fremhæver i den forbindelse Team Copenhagen Eliteidrætsakademi, som en afgørende faktor i en ansvarlig dannelse og uddannelse af københavnske eliteidrætsudøvere. Også vidensnetværket TALENT-DK, hvor han i samarbejde med engagerede talentarbejdere fra forskellige performancekulturer fra store dele af landet har en særlig plads hos manden, som i mere end et halvt århundrede har haft udvikling af potentiale og talent i årene. Det er også udviklingsopgaverne, hvor svarene om vejen, der skulle gås, ikke fandtes på forhånd, han selv har lært mest af. Det gælder både tiden som landstræner, i stillingen som HR-direktør og i den nuværende stilling i Team Copenhagen.

Carl Christian Ebbesen, 2. næstformand i Borgerrepræsentationen og tidligere bestyrelsesformand i Team Copenhagen, fortæller om Leifs engagement:

”Jeg har sjældent mødt en mere engageret mand. Han er passioneret, ihærdig og vedholdende, og går helt ud til grænsen i sin stædighed. Dertil er han nøjsom og sparsommelig. Han gør et kæmpe stykke arbejde for eliteidrætten i København. Jeg har været glad for at arbejde sammen med ham, da de egenskaber, han besidder, netop kendetegner en vindertype”.

På trods af en travl karriere, hvor Leif meget af tiden har været på farten, har der været tid til at skabe familie, og hans tre børn, Christian, Jeppe og Rose er det, som han til trods for flotte karrieremæssige bedrifter er allermest stolt af. Og det er netop i det nære, i samvær og samtaler med familie, venner, spillere og kolleger, hvor han har mødt åbenhed, ærlighed og kærlighed, at manden, der i mange år har beskæftiget sig med at udvikle andre, selv har udviklet sig mest som menneske. En af Leifs tætteste venner, Claus Borg, direktør i TUC Management fortæller om Leif:

”Leif er et meget passioneret og engageret menneske. Det er uanset, om det handler om arbejde, litteratur, musik, mad eller andre ting, der er med til at forme tilværelsen. Han elsker mennesker og nyder at have dem omkring sig. Det være sig som vært for middage til koncerter eller som quizmaster i en hjemmelavet musikquiz. Leif har stærke holdninger og ved hvad der for ham er rigtigt og forkert - dette betyder, at hans integritet ikke er til salg, men at han støtter og arbejder med det, der er værdirigtigt for ham. Leif er et følelsesmenneske, der til enhver tid sætter relationer og mennesker før teknologi, opgaver og Excelregneark - han er analog fremfor digital.”

Der bliver afholdt en reception på dagen hos Team Copenhagen, Hvidkildevej 64, 2400 København NV, mødelokale 1 på 1. sal. i tidsrummet 15.30 – 17.00.