Er du vild med sport? Så er vores nyhedsbrev noget for dig. Tilmeld dig

Vi skal værne om atleternes trivsel og helbred

I Team Copenhagen støtter vi eliteidrætten i Københavns Kommune.
Dette gør vi gennem vores Eliteidrætsakademi, rådgivning af og vidensdeling med sportsklubbernes bestyrelser og trænere samt i form af økonomisk støtte til talent- og eliteudvikling.

Som værdisættet for talentudvikling i dansk idræt understreger, mener også vi, at atleternes trivsel er af afgørende betydning. Det er herunder vigtigt for os, at alle parter i den københavnske eliteidræt har fokus på at værne om idrætsudøvernes både fysiske og mentale helbred.

I vores etiske retningslinjer, som vi har udarbejdet til information af vores samarbejdsklubber, melder vi derfor klart ud, at vi ønsker at medvirke i forebyggelse af aktiviteter, der er til fare for udøvernes helbred, og at vi ikke ønsker at være forbundet med aktiviteter, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til atleternes helbred.

For nyligt er der i samfundsdebatten blevet kastet lys over en række problematiske forhold indenfor dansk elitesvømning, hvor kritisable træningsmetoder, præget af offentlige vejninger ledsaget af voldsom kritik og nedgørelse, har påvirket en række svømmeres mentale og fysiske helbred på en meget skadelig måde.

I forbindelse med denne debat har vi i Team Copenhagen gransket vores egne praksisser. Her er vi blevet opmærksomme på, at der også hos os, en enkelt gang sidste år, er foregået en vejning af en gruppe atleter, der befandt sig i samme rum i forbindelse med en fysiologisk gruppescreening, som atleterne bruger til selv at identificere potentielle udviklingsområder.

Det er vigtigt at understrege, at vejningen naturligvis ikke blev genstand for evaluerende bemærkninger eller blev brugt som grundlag for bedømmelse af atleterne. Vi anerkender imidlertid, at det kan føles ubehageligt at blive vejet i samme rum som andre, og derfor har vi valgt i fremtiden at gå tilbage til vores tidligere praksis med frivillige individuelle vejninger ved de fysiologiske screeninger.