Tekst Amalie Søgaard| Februar 2018

Traditionen tro afholder Københavns Kommune den årlige Danmarksmesterfest, hvor unge københavnske sportsudøvere fejres. Derfor tegner Team Copenhagen et portræt af de fire unge, der er nomineret til "Årets Idrætstalent 2017".

Fælles for dem alle er dedikationen i træningen samt drømmen om OL. Læs mere om de fire sportsudøvere i dette nyhedsbrev, hvor vi i en Q&A bad dem om at færdiggøre 11 sætninger. Få blandt andet indblik i alt fra deres stolteste øjeblikke til deres opfattelse af ordet talent samt deres bedste råd til andre ambitiøse unge.

Jonas Winterberg-Poulsen

Fleuretfægter, Fægteklubben Trekanten, Træner Malte Trier Mørch, årgang 2001

At være nomineret til ”Årets Idrætstalent 2017”…

Er mega fedt og cool. Jeg vidste ikke engang, jeg var blevet indstillet som en del af de 15. Så da jeg fik en mail, troede jeg egentlig bare, at jeg var blevet indstillet som én af de 15. Men så kom jeg ud til stævne i Frankrig, og da jeg kom hjem forklarede mine forældre det, og så blev jeg lidt overrasket.

Talent er...

En god start, men så skal man også arbejde hårdt, hvis man skal komme nogle vegne. Jeg ser det som en 50/50. Talent kan også godt være dårligt. Lad os sige, at du er helt vildt god som lille, men hvis du slet ikke arbejder hårdt, så bliver du ikke bedre. Talent kan ikke bane vejen alene.

Det særlige ved fægtning er…

Den del med at snyde modstanderen og være et skridt foran. Det er lidt ligesom kampsport - der er meget mentalt i det også. Så er der hele tiden et ’go’, der sker hele tiden noget, og det er aldrig det samme. Så kan man sparre meget til træning med benarbejde og bevægelsesmønstre.

Foto: Morten Juul

Jeg har dyrket fægtning siden…

Jeg var 8 år. Til maj er det så 9 år, jeg har fægtet - så over halvdelen af mit liv.

Kærligheden til fægtning startede, da...

Jeg gik til fodbold på et dårligt hold, og jeg var ikke særlig god. Og så var der et opslag i en avis om fægtning, og så prøvede jeg det om søndagen til en forældre-barn dag. Og så startede jeg bare om mandagen efter det. Selvfølgelig har jeg leget med sværd som mindre, men det var ikke noget i retningen af fægtning.

Min træningsuge er...

Mandag kommer jeg efter skole, og så har vi en lektion, hvor det bare er mig og min træner og styrketræning. Tirsdag morgen har vi træning i Frederiksberg Hallen, hvor vi laver noget mellemgulv og styrketræning. Så tirsdag aften har jeg fægtning i 2 ½ time. Onsdag fægtning 2 ½ time om aftenen igen. Torsdag morgentræning i Frederiksberg Hallen igen, men det er mere nogle sprintprogrammer og hurtighed. Så har jeg igen styrketræning og en-til-en med træneren om torsdagen. Og så 3 timers træning om fredagen. Og så 2-timers træning igen om søndagen. Jeg har fri om lørdagen. 

Jonas Winterberg-Poulsen

Mit bedste råd til andre ambitiøse sportsudøvere er, at det skal være sjovt. Man skal gøre det for sig selv - ikke for sine forældre, sin træner eller andre. Når man er ung, er det ikke verdens undergang, hvis du ikke vinder hver turnering. Så man skal også lære at tackle nederlag. Det handler om hele tiden at blive bedre og udvikle sig.

Jonas Winterberg-Poulsen Fleuretfægter

Jeg bliver mest nervøs…

Midt inde i kampen, hvis jeg tænker ”Hvad nu hvis jeg taber?”. I starten af sæsonen der vandt jeg to stævner i træk, og så kom jeg ind til det fjerde, og så blev jeg nervøs. Så det kan godt være lidt et pres at vinde, når man sætter bundniveauet ved at vinde to stævner i træk.

De resultater, jeg er mest stolt af, er…

Mine præstationer til VM sidste år. Jeg havde en rimelig uheldig vej i Top 32, da jeg skulle møde ham, der er nr. 1 i verden, så min seeding var rigtig sur. Men så vandt jeg 15-13 over ham, og bagefter skulle jeg så møde nr. 2 i verden, hvor jeg tabte 13-15. Jeg kæmpede mod nogle, der var alderen over mig, så der overraskede jeg også mig selv virkelig meget.

Den helt store drøm er…

At komme til OL én eller flere gange. Altså i 2018 kan jeg komme det første gang som ungdoms OL, og det stiler jeg efter. Så arbejder jeg også frem imod at blive udtaget til det 'rigtige' OL i 2024. Det er rimelig svært at leve af fægtning i Danmark, så det kunne også være fedt, hvis man kan gøre det til en levevej.

Om 5 år håber jeg, at…

Jeg er 2. års senior og stadig har sabbatår efter gymnasiet med arbejde som lærervikar, fordi de har fleksible arbejdstider. Så fægter jeg stadig, og så arbejder jeg frem til de 24 år, og efter det skal jeg leve af at fægte, hvis det er muligt.

Foto: Morten Juul

Josefine B. Pedersen

Svømmer, MK31, Træner Anders Jensen, årgang 1999

At være nomineret til "Årets Idrætstalent 2017"...

Synes jeg er fedt, fordi der kommer fokus på flere sportsgrene og de yngre sportsudøvere. Det gjorde mig rigtig glad, og det kom bag på mig.

Talent er...

En god start, men så er man også nødt til at gøre noget for det. Det kræver også noget viljestyrke, at man ligger flere lag oveni det. Det handler om at udvikle og bygge ovenpå, det talent man har.

Det særlige ved svømning er…

At man til konkurrencer oftest kæmper individuelt, men samtidig er et hold. Jeg kan godt lide, når man kæmper for sig selv, for individuelt kan jeg kun blive irriteret på mig selv, hvis jeg ikke lever op til mine egne krav og mål. Jeg synes også, det er fedt, at man får lov at prøve holdfornemmelsen, men det individuelle er klart det særlige for mig.

Jeg har dyrket svømning siden...

Jeg var 6-7 år, og til en start skulle jeg bare lære at svømme og gå til en sport i fritiden. Så blev jeg egentlig ret hurtigt rykket op på de bedre hold, og så holdt det ligesom bare ved. Jeg startede på konkurrencehold, da jeg var omkring 10-11 år. 

Kærligheden til svømning startede, da...

Jeg i 2012 rykkede mig ret meget. Om vinteren gik jeg fra en placering 20 til pludselig at være nr. 11, og der tror jeg egentlig, det var der, hvor det pludselig blev sjovt at være med sammen med alle de gode. Så fik jeg pludselig lov til at kæmpe om en finaleplads.

Min træningsuge er...

Mandagstræning om aftenen, så morgentræning i skemaet tirsdag plus aftentræning, aftentræning onsdag, og morgen- og aftentræning torsdag. Så er der igen aftentræning fredag, morgentræning lørdag og så fri søndag, medmindre der er stævner. Så jeg har 8 faste vandtræninger på en uge. Og det elsker jeg, i hvert fald for det meste ikke? 

Foto: Jesper Nielsen STT FOTO

Josefine B. Pedersen

De resultater, jeg er mest stolt af, må være mit EM sidste år. Jeg kom i semifinaler, og jeg havde ligget på kanten til at komme med. Vi var tre men kun to, der kunne komme videre. Så det var spændende at skulle dyste om, hvem der lige slog hinanden på dagen og kunne svømme sig videre. Det er noget, jeg kommer til at huske.

Josefine B. Pedersen Svømmer

Mit bedste råd til andre ambitiøse sportsudøvere er...

At man skal have det sjovt med det. Jeg tror ikke, jeg ville gøre det, hvis ikke jeg kunne finde glæden ved det, fordi ellers bliver det hårdt arbejde. Man skal virkelig elske det, og hvis man gerne vil blive ved og rammer muren, så er det vigtigt at få talt med nogen om det.

 

Jeg bliver mest nervøs...

Når jeg skal svømme 200m bryst, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg bliver altid i tvivl om jeg kan klare det, og jeg ved godt, at det kan jeg. Jeg har gjort det så mange gange før, men den kan altid bare slå mig lidt ud. 

 

Foto: Jesper Nielsen STT FOTO

Den helt store drøm er...

At komme til EM på langbane til sommer, så kan jeg vise, at jeg både kan være med på kort- og langbane i svømning. I svømning er det langbane, der prioriteres højest, fordi det er disciplinen til OL. Jeg har vist før, at jeg er bedst på kortbane, så det ville være fedt at vise, at jeg også kan være med på langbane. Jeg vil jo selvfølgelig gerne til OL, men lige nu er EM mit specifikke mål. 

Om 5 år håber jeg, at...

Jeg er kommet i gang med en videregående uddannelse. Jeg bliver færdig med gymnasiet i 2019, og så regner jeg med et sabbatår. Jeg svømmer stadig om 5 år, men tjener også nogle penge, så jeg kan læse. Jeg håber, at jeg kan fortsætte min udvikling og være én af dem, der har været der lang tid og ikke er faldet fra.

Consensus it støtter "Årets Idrætstalent"

Baggrund for støtten til "Årets Idrætstalent 2017"

Team Copenhagen leverer et helt afgørende vigtigt og stort arbejde med at skabe motiverende rammer og fremragende udviklingsmuligheder for de unge talenter. Talent- og kompetenceudvikling er en bærende værdi i Consensus it – så det er en naturlig stor glæde for os igen i år at kunne bidrage konkret til udviklingen af de unge talenter gennem vores sponsorat af "Årets Idrætstalent".

 

Læs om Consensus it her

Sif Bendix Madsen

Triatlet, KTK86, Træner Jens Petersen-Bach, årgang 2001

At være nomineret til "Årets Idrætstalent 2017"...

Er ret vildt. København er jo sådan en kæmpe by med mange forskellige sportsudøvere, der er vildt gode. Så jeg synes, det er ret stort at være nomineret bare til prisen og være blandt de sidste tilbage. Jeg fik det at vide gennem min træner, og der blev jeg rigtig glad.

Talent er...

Ikke kun gode resultater, men også at man har en flid i træningen og har en fightervilje og kæmper videre. Så det er ikke kun gode resultater, men også indsatsen man ligger i det.

Det særlige ved triatlon er...

At det er en meget hård sport. Triatlon kræver rimelig meget, fordi du skal træne tre sportsgrene på én gang. Det kræver en masse træning, og jeg kan godt lide at træne, så det passer jo meget godt sammen. Der er ikke én af sportsgrenene, jeg bedre kan lide end de andre.

Foto: Tiszaújvárosi Krónika

Jeg har dyrket triatlon siden...

2014 - det her er min fjerde sæson, så jeg har dyrket det i 3 ½ år nu. Jeg startede med at være konkurrencesvømmer, og der har jeg aldrig rigtig været helt vild god. Så var jeg med til en iagttagelsessamling til landsholdet i triatlon, og der blev jeg udtaget til landsholdet uden at have lavet et triatlon. I min første sæson blev jeg Danmarksmester i min årgang, så der fandt jeg ud af, at det var min sport.

Kærligheden til triatlon startede, da...

Jeg blev Danmarksmester. I starten på landsholdet synes jeg stadig, at svømning var sjovest. Jeg trænede ikke så meget cykling og løb ved siden af, men så efter den sæson, så havde jeg mere lyst til triatlon. Øjeblikket og følelsen af at blive Danmarksmester gav mig blod på tanden.

Min træningsuge er...

I gennemsnit 2-3 gange om dagen. Jeg svømmer hver dag, og så er det lidt en blanding af både cykling og løb eller én af delene. Og så er der også noget styrketræning ved siden af. Så jeg træner nok 3-4 timer om dagen, og det er jeg vild med. Jeg har ikke nogle fridage.

Sif Bendix Madsen

Mit bedste råd til andre ambitiøse sportsudøvere er at sætte nogle reelle mål. Det er vigtigt, at man sætter sig mål for det, man gør. Det behøver ikke kun at være resultatmål, men også andre delmål der kan motivere én. Det kan fx være at komme op af vandet i en konkurrence blandt de fem første.

Sif Bendix Madsen Triatlet

Jeg bliver mest nervøs...

Til konkurrencer, og specielt hvis man er seedet som den bedste til en konkurrence, for så ligger der et ret stort pres på ens skuldre. Første gang jeg var til ungdoms EM som den yngste, var jeg i finalen seedet som nr. 1, og der var jeg virkelig nervøs. Alle er nervøse - selv de allerbedste. Det handler bare om at acceptere, at man er nervøs og arbejde videre ud fra det.

De resultater, jeg er mest stolt af, er...

Da jeg blev nr. 2 til Junior EM som yngste på årgangen i 2017. Og så da jeg var med på holdet for seniorer til EM, hvor vi vandt. Det var også stort og specielt, fordi jeg var klart den yngste, der deltog.

Den helt store drøm er...

Helt klart at komme med til OL i 2020. Lige nu er jeg med i OL bruttotruppen til 2020, og jeg ligger i den gode ende til at få én af de to pigepladser, der er, så det håber jeg meget på.

Om 5 år håber jeg, at...

Jeg er færdig med min ungdomsuddannelse og ikke har været så meget væk, at den må færdiggøres på flere år. Så håber jeg, at jeg kan leve af min sport, så jeg virkelig kan præstere godt og ikke skal tænke på et fuldtidsarbejde ved siden af. Jeg håber at kunne rejse rundt og køre en masse stævner.

 

Foto: Kim Gudmand

Annonce Børnehjælpsdagen

Tjen penge til klubben

Mangler I nye dragter eller nyt sportsudstyr? Drømmer I om at komme på træningslejr i Danmark eller udlandet? Har I brug for et ekstra tilskud til fælles aktiviteter i klubben?

Så kan I nu tjene lette penge ved at sælge Børnehjælpsdagens Lillebror Lotteri 2018. For hvert lod som I sælger til en 20´er, tjener I 8,50 kr. til fælles formål. Samtidig støtter I anbragte børn og udsatte unge i Danmark.

Det er gratis at tilmelde sig, og I kan frit returnere eventuelle usolgte lodder.

 

Læs mere her

William Claes Devantier

Atletikudøver, Sparta, Træner Kim Birk Jensen, årgang 2000

At være nomineret til "Årets Idrætstalent 2017"...

Er super fedt og en stor overraskelse. Charlotte, der er vores ungdomssportschef her i Sparta, kom og fortalte, at jeg var blandt de sidste fire nominerede, så der blev jeg rigtig glad.

Talent er...

Én, der er dedikeret for sin sport og dygtig til den. Talent er for mig én, der kan noget særligt.

Det særlige ved atletik er...

Konkurrencerne og hvis man får løbet en god tid. Den følelse man har bagefter, hvor man er så glad, fordi alt det hårde arbejde betaler sig. Så er der selvfølgelig også alt det andet med at deltage i fede ture til mesterskaber. Jeg har været til U18 EM i Georgien og U18 VM i Kenya, så det har været store oplevelser at få lov at løbe der.

Jeg har dyrket atletik siden...

Sommer/efterår 2014 - det er mit fjerde år her i 2018. Jeg har været meget overrasket over selv at nå så langt på kun fire år, men det er virkelig fedt, at det er gået så hurtigt. Så er Sparta også en god klub, hvor der tages hånd om én fra starten af, så det fik mig også godt fra start.

Kærligheden til atletik startede, da...

Jeg førhen løb rigtig meget i fritiden for at holde mig i form og dyrkede lidt forskellige sportsgrene som fodbold osv. Men så begyndte jeg faktisk bedre at kunne lide løbet, og så havde jeg en ven, der gik i Sparta, som fik mig med til en træning, og så klikkede det på plads.

Min træningsuge er...

7-8 træninger om ugen. Tirsdag og torsdag er der morgentræning med akademiet. Fem af træningerne er løb, og de sidste to er styrketræning. Vi laver selvfølgelig stræk og skadeforebyggende øvelser hver gang efter løb. På fredage har jeg fri.

Foto: FN Sportsfoto

William Claes Devantier

Min helt store drøm er OL i 2024. Jeg har også en drøm om at kunne leve af at dyrke atletik, men det ultimative må være en deltagelse ved OL.

William Claes Devantier Atletikudøver

Mit bedste råd til andre ambitiøse sportsudøvere er...

At tro på det hele vejen og bare blive ved, selvom det godt kan være svært og virke demotiverende nogle gange til træning. Hvis man bliver ved, så giver det altid noget i sidste ende.

Jeg bliver mest nervøs...

Til mesterskaber. Fx dem jeg nævnte tidligere var klart tidspunkter, hvor jeg var meget nervøs, især til U18 EM. Det var mit første store mesterskab, og det var første gang jeg løb for landsholdet, så der var nerver på. Nervøsiteten kan også hjælpe med at gøre det spændende, og det er fedt at komme ud på den anden side og have klaret det.

De resultater, jeg er mest stolt af, er...

Min sidste sæson, hvor jeg slog de to danske rekorder på 800m og 1500m. Det var virkelig vildt, jeg havde slet ikke regnet med det inden, og det havde min træner heller ikke. Det var ikke noget, vi gik efter – det skete ligesom bare. Og så var jeg heldig, at Sparta kunne tilbyde nogle gode løb her på Stadion, og så skete det bare, og det var fantastisk.

Om 5 år håber jeg, at...

Jeg har forbedret mig nok til, at OL virker realistisk i 2024, og at jeg er tæt på en deltagelse der. Så håber jeg, at jeg er på en videregående uddannelse, selvom jeg ikke ved hvilken én endnu. Jeg håber, at jeg har holdt ved atletikken, og har nået et niveau, der åbner op for muligheden om, at jeg måske kan leve af atletikken.

Foto: FN Sportsfoto

Mød de sidste års vindere af "Årets Idrætstalent"