Fra 14 til 34 elitefægtere på 2 år

Fra 14 til 34 elitefægtere på 2 år

Fægteklubben Trekanten har med deres udviklingsarbejde opnået en eksplosiv vækst indenfor talent og elite. Læs med og bliv klogere på deres udviklingstiltag. 

Af Leif Chr. Mikkelsen | Foto: Klaus Sletting | Juni 2018

Det er enormt motiverende for os i Team Copenhagen, når vores samarbejdsklubber lykkes med en flerårig satsning på højt niveau. Så vi blev enormt glade, da formanden fra Fægteklubben Trekanten, Simon Jeiner i slutningen af november sidste år sendte os meldingen om og film fra fleuretholdets fantastiske præstation ved World Cup i Tokyo, hvor holdet blandt andet havde besejret de regerende verdensmestre fra Italien i kvartfinalen.

Så jeg har set meget frem til at interviewe den person, der har været med på hele den fornemme udvikling af klubben, Malte Trier Mørch på vores kontor i Grøndal MultiCenter.

Hvornår startede du egentlig med fægtning?

Det gjorde jeg i 1988, 8 år gammel. Nok en udløber af, at jeg elskede film med fægtning. Jeg elskede Star Wars, de gamle sort/hvide Zorro-serier, De tre musketerer, Ivanhoe og Dick Turpin. Jeg oplevede, at når mine helte røg i problemer, endte det altid med en fægtekamp. Og jeg tænkte, at det var vigtigt at kunne, når jeg blev voksen og skulle løse problemer. Så det var her, min kærlighed til fægtning blev tændt.

Min storebror var en rigtig dygtig ishockeyspiller, så det lå lidt i kortene, at jeg skulle følge i hans spor, men vidende, at jeg var lidt rebelsk med min passion, var det en lettelse, at mine forældre opdagede, at Fægteklubben Trekanten havde hjemme på Østerbro kaserne, kun 10 minutter fra, hvor vi boede. Og jeg har faktisk været i Trekanten lige siden.

Hvornår begyndte du at agere som træner?

Ganske tidligt blev jeg fascineret af trænerrollen, og begyndte allerede som 12-13-årig at hjælpe min træner, Marianne med at undervise nogle af de yngre fægtere. Da jeg blev 18, omtrent samtidig med, at DGI-byen åbnede, fik jeg ansvaret for vort begynder-hold derinde, og jeg tror, at jeg er den eneste instruktør, der stadig er med fra starten af derinde. Og jeg har faktisk lige siden holdt fast i et af begynderholdene der, og vil meget nødigt give slip på denne gruppe af vidunderlige 6-9-årige. Og jeg føler, at det fortsat gør mig ydmyg i forhold til fægtningens værdi.

 

Mange timer er gået i træningssalen; har du overhovedet haft tid til at få en civil uddannelse?

Ja, jeg er læreruddannet fra Zahles Seminarium med idræt, dansk, historie og billedkunst som hovedfag, og blev færdig i 2006. Skulle egentlig have været færdig i ´04, men havde det lidt for sjovt med fægtning til, at jeg kunne nå det på fire år. Jeg har dog aldrig haft noget længere forløb som lærer, men jeg hjalp en af mine venner med at starte en lilleskole op, den dansk/franske skole, som nu ligger ude ved Bispebjerg. Og der var jeg et par år. Herudover har jeg arbejdet på skolestuen ude på Hvidovre Hospital med hjerneskadede børn et par måneder. Men jeg er ikke i tvivl om, at en stor del af det, jeg lærte under uddannelsen, har kommet mig til gavn i mit trænerarbejde.

 

Hvornår begynder du så at træne unge fægtere med et decideret elitært sigte?

Det skete gradvist frem mod slutningen af 90´erne, hvor Marianne af private årsager var meget mindre til stede i klubben. Fægtemesteren på daværende tidspunkt var en dygtig træner og en fin person, men ikke med kompetencer til at drive en dansk fægteklub. Og så en dag, da jeg fik tidligt fri fra gymnasiet, tog jeg direkte ud i klubben, hvor der kun var fire børn. De to af dem optaget af at spille hockey, en fik undervisning af fægtemesteren og den sidste lavede ikke noget. Og da jeg var vant til at se børnehold i klubben på 20-25, så blev jeg egentlig temmelig ilde tilpas. Jeg begyndte så at komme tirsdag og onsdag, så snart jeg kunne stikke fra gymnasiet, og hjalp til, så der kom noget mere gang i den. Jeg var jo træner i DGI-byen, og anede ikke, at det stod så skidt til, da jeg normalt kun kom på vores fægtesal i Århusgade om aftenen som seniorfægter på eliteholdene.

For mig betød livet i Trekanten enormt meget. Da min mor døde i ´92, oplevede jeg klubben som et fristed, hvor jeg kunne komme ned og slippe min tristhed. Og jeg tror, at min følelse af ansvar for klubben udviklede sig i denne periode.

Det forekom ikke, som at bestyrelsen var klar over, hvor grelt det stod til, og det var heller ikke bestyrelsen, der spurgte, om jeg også ville være træner om fredagen; det var bare noget, der skete. Og en stor del af min gymnasietid gik med at bygge det hele op igen. Undervejs mistede vi vores lokaler i Århusgade, så vi kun var i DGI-byen og på den franske skole. Men for klubben var det her i begyndelsen af ´00erne måske en god proces, for arbejdet blev klart mere seriøst og målrettet. Og da vi så den 1. marts 2004 åbnede ude i Ryparken, kunne mange af de ideer, som vores formand, Inge Guilbert og jeg havde gået og brygget på, efterhånden blive realiseret.

På samme vis, som gennem min gymnasietid, brugte jeg også al min fritid, mens jeg gik på seminaret, på at være med til at bygge klubben og kvaliteten i indholdet op. Og måneden efter, jeg fik min seneste SU, fik jeg så min første lønseddel som træner i klubben, som have vokset sig stærk nok til at kunne have ansatte.

Gennem hele opbygningsperioden, havde jeg sammen med Inges søn, Nicola Guilbert noteret mig mange konservative tilgange til at arbejde med fægtning på både i forbundet og klubben, som jeg havde lyst til og mod på at erstatte med nye og uprøvede tiltag; og det varede heller ikke så længe, før nye spændende effekter og resultater tonede frem.

 

Hvornår startede du på en mere formel træneruddannelse? 

Under hele forløbet frem mod åbningen i Ryparken var jeg som træner langt hen autodidakt. Men havde selvfølgeligt taget de ting til mig fra alverdens trænere og påvirkninger, som jeg have mødt og som tiltalte mig. Vi havde ved starten af Ryparken en fransk fægtemester, Silvan, som jeg for øvrigt stadig er i nær kontakt med, og som var meget tæt på det franske forbunds fægtemesteruddannelse. Han sørgede for at hente flere franske fægtemestre op, som kunne eksaminere os, så vi var en gruppe, som fik en del af diplomerne forbundet med denne uddannelse. Og så startede jeg også op med niveau 1 og 2 på DIFs basistræneruddanelse. Og stærkt tilskyndet af Team Copenhagen, startede jeg på Diplomtræneruddanelsen i ´12, som jeg tog på det lange forløb, som jeg for øvrigt anbefaler alle, der overvejer den mere komprimerede udgave. Egentlig var jeg meget skeptisk i starten, men blev meget begejstret efterhånden; især for den fysiske del og træningsplanlægningen. Noget, som jeg mener lå til grund for, at juniorholdet blev nummer 5 i verden ved overgangen til at blive senior, og at Kolja Dahlin vandt bronze ved EM, tror jeg meget, havde sin rod i, hvad jeg havde lært på uddannelserne. Så var der en pause, inden jeg startede op på Idrættens Træner Akademi, som jeg blev færdig med for lidt over et år siden.

En total fægtemesteruddannelse lykkedes det ikke at få, da det franske undervisningsministerium krævede, at prøverne skulle foregå på fransk – tillod ikke en gang simultantolkning ved de sidste prøver, hvilket gjorde det umuligt at fuldende denne uddannelse. Men sammen med det danske forbund er det lykkedes at bygge en dansk model af uddannelsen op, hvor jeg blot mangler at skrive syv sider om en klub i USA, som jeg for øvrigt skal besøge her til sommer, for at kunne se mig som den første danske fægtemester siden en gang i 60´erne.

Hvad har udover de formelle uddannelser været med til at udvikle dig?

Fordelen ved den autodidaktiske indledning er blandt andet, at man godt ved, at man ikke kender svarene på alt, der har med fægtning at gøre. Man føler sig slet ikke for fin til at ”hugge” fra andres stærke sider. Så jeg har fortsat med at være meget åben og nysgerrig, og der er mange trænere ude i verden, der inspirerer mig meget. Især når jeg har været ude med seniorerne, har jeg i pauser tit sat mig ned og fulgt andre træneres lektioner, hvilket er en kilde til stor inspiration. Og sådan har vi i Trekanten i mange år også søgt at få trænere ind med en anden tilgang end vores egen. Sådan er det også med Ed, vores nuværende sportschef og før ham Laurence, hvor det er mig, der er cheftræner, men hvor vi nyder enorm glæde af de anderledes og yderst relevante kompetencer, som de med baggrund i deres år på det britiske landshold i deres arbejde tilfører miljøet i Trekanten. Så den cocktail, som er bærende for vores arbejde med fægtere i alle aldre, har ingredienser fra mange kloge udlændinge.

Jeg vender lige tilbage til Trekantens satsning på at ansætte en sportschef, hvor du er cheftræner. Hvad har det egentlig betydet for din og klubbens udvikling?

Egentlig tror jeg, at Trekanten er den første fægteklub i verden, der har ansat en sportschef. Fægtning er enormt konservativ, så vi har ikke kunnet kigge noget sted over skulderen for at se, hvordan samarbejdet mellem sportschef og trænere skulle fungere. Jeg kan huske, at jeg ved et stævne i San José sad og talte med Laurence, før han skulle starte hos os, og han spurgte: ”Hvad er det egentlig, jeg skal lave hos jer?” Og der er ingen tvivl om, at vi udover vore tanker forud for projektet, hele forløbet igennem byggede arbejdet på en konstruktiv kritisk dialog omkring indhold og metoder. Som det så ud i nuet undervejs, var ikke en sikkerhed for, at det også så sådan ud om et halvt år. En metode, som jeg føler, at Laurence stortrivedes med. Og som noget nyt for os, tilførte han blandt meget udviklingsarbejdet en effektiv objektivitet gennem videoanalyserne, som var hans hjertebarn. Men jeg tror også, at han har tilført elementer, som det engelske forbunds Elite Performance Manager havde brugt, mens Laurence var på det engelske landshold.

Men der hersker ingen tvivl om, at Laurence som sportschef trådte mærkbart ind på områder, som jeg dårligt selv havde været opmærksom på, at jeg udover at være cheftræner i klubben, også tidligere havde taget mig af. Og det var helt fantastisk at opleve, at følelsen af at være totalt udkørt efter en dag i klubben, stille og roligt var forsvundet med Laurences indtræden i klubbens udviklingsmiljø. Hertil kom, at potentielle problemer nu blev fanget og håndteret, før de kom til at udgøre et problem. Vi holder ugentlige møder, hvor eventuelle spirende problemer for en ung fægter bliver talt igennem og fulgt op af en samtale, hvor problemet bliver fanget i opløbet. Det er uden tvivl medårsag til den eksplosive vækst talent- og elitearbejdet har gennemløbet de seneste år. For et par år siden angav vi 14-15 talent- og elitefægtere på listen, når vi ansøgte Team Copenhagen om støtte; nu skriver vi 34.

For et stykke tid siden så jeg en inspirerende YouTube video med Laurence, hvor han blandt meget beskriver Trekanten som en klub med et miljø, hvor værdier ikke bare er skueværdier, men fungerer som grundlæggende antagelser. Kan du uddybe det? 

Da Inge var formand for klubben, var hun en bestemt formand, der lagde enorm vægt på, at der var kvalitet i arbejdet. Sammen med Inge arbejdede jeg på en værdiproces, som skulle være bærende fundament for Trekantens videre udvikling. Og da vi havde identificeret værdierne, herskede der ingen tvivl, og Inge holdt fast i, at værdierne skulle komme til udtryk gennem det liv, der var i klubben. Så enhver vidste, hvordan man burde og kunne agere som medlem i hverdagen. Og det er jeg stadig gennemsyret af. Som et eksempel, kan jeg i dag godt sige, at det er en realitet, at arbejdet med fægtere på alle niveauer foregår med det sigte at få den enkeltes potentiale realiseret, såfremt ønsket herom er til stede. Selv vores motionsfægtere bliver taget seriøst til hver træning, så de efter en grundig træning går smilende i bad, med følelsen af at blive set og individuelt udviklet.


Hvis vi lige skal runde snakken om samarbejdet med sportschefen af, kunne jeg godt tænke mig at spørge om, hvori forskellen på samarbejdet med den nye, Ed er i forhold til samarbejdet med Laurence?

Laurence og Ed er både meget forskellige – og minder på en række punkter også om hinanden. Laurence er jo lidt ældre end Ed, og er en mere naturlig ledertype. Og sammen fungerede vi som et nærmest ideelt lederteam; hvilket vi i forhold til seniorteamet stadig gør, efter Laurence er blevet sportschef i forbundet. Ed er på en måde mere ”hands on” og er tættere på fægterne, og har langt større træneropgaver, end Laurence. Men det er også en nødvendighed med den vækst, eliteafdelingen har gennemgået. Når jeg tidligere var afsted 10 dage med seniorerne, fik vores kadetter og juniorer ikke den opmærksomhed, som er nødvendig for, at de bliver lige så gode som – eller endnu bedre end seniorerne. Det får de til gengæld nu. Så det var bidende nødvendigt, at vores nye sportschef kunne tage flere reelle træneropgaver. Men Ed har også fortsat videoanalyserne, hvor han i databearbejdningerne er gået nogle skridt videre. Han står for øvrigt midt i at få en engelsk forsker fra Middlesex University hertil, som er den forsker, der har størst indsigt i fægtning, for at køre nogle kurser, hvor vi får vurderet vores testapparat, så det i højere grad fremover bliver fægtningsrelevant. Herudover har Ed også overtaget nogle af de opgaver, som vores mentaltræner tidligere håndterede. Jeg tror, at Ed går endnu længere end Laurence med datamaterialer; noget, som jeg tror, kan bringe os langt.

Hvis man ser bort fra det rent fægtemæssige, hvad er så de vigtigste fokusområder for dig?  

I takt med, at trænerteamet er blevet markant større end tidligere, finder jeg det nødvendigt, at jeg også fokuserer på den enkelte træners videreudvikling. Jeg kommer stadig meget til ungdomstræningen, men fokuserer som træner på senioreliten; har dog et vågent øje på, at vores ungdomstrænere holder niveau. Denne rolle er ny for mig, og jeg arbejder også med at finde mig til rette i den.

Når man ser på jeres fleuret-hold, er der så noget, der klart karakteriserer dem som Trekanten-fægtere?

Udover, at de alle er meget ambitiøse både fægtemæssigt og uddannelsesmæssigt, så er det muligvis karakteristisk for både fleuretholdet og hele klubben for den sags skyld, at de kommer fra hjem med alle mulige sociale profiler. Der er i alle dele af klubben en forskellighed, som jeg tror, vi drager en styrke ud af. De er rigtig gode venner. Grundet ledelsesmæssig ressourceknaphed har vi tidligere lært de unge, når de kommer i klubben, at de skal tage del i det fælles ansvar for, at det hele fungerer. Og det, tror jeg, er en styrke for den enkelte, og som også resulterer i en stærk holdånd. Da vi for nogle år siden var til en stor holdturnering (Junior VM), kom en træner fra Hellerup Fægteklub, som også var jægersoldat, over til mig og sagde: ”Godt nok en flot holdånd, jeres hold har.”


Gør I i dag noget specifikt for at skabe så stærke teams?

Fra fægterne er ret små af, har jeg altid i forbindelse med stævner lagt meget vægt på, at man går over og hepper på hinanden. Vi glædes ved hinandens resultater. Og det er helt normalt, at man selv ved mesterskabsstævner, når man er blevet færdig med egne opgaver og har tørret sveden af panden, går over og bakker kammeraterne op. Og de gør de af hele deres hjerte.


Hvad med forældrene, som i flere idrætsgrene kan være en ret stor belastning; hvordan har I
det med forældrenes involvering?

De er for størstedelens vedkommende meget tilstedeværende og konstruktivt involverede. Og ganske mange er med til træning, men sidder som regel ude i samlingsstuen og drikker en kop kaffe, mens der trænes. Det hænder dog, at enkelte kommer kortvarigt ind og sidder tæt på træningen. Men de ved godt, at de skal holde deres mund. Og der går år imellem, at jeg må bede en forælder gå udenfor. Lidt mere udadreagerende hænder det, at nogen af dem er i forbindelse med stævner, hvor følelserne løber af med dem. Men sammen med vores mentaltræner, Troels arrangerer jeg et værdiforløb for forældrene, så de forstår, hvordan de bedst støtter deres barn. Men jeg formoder også, at forældrene kan fornemme kvaliteten i alle sider af børnenes tilstedeværelse i klubben, så de ikke ser nødvendigheden i at komme med deres uforbeholdne meninger.

Når man sidder og kigger på jeres aktiviteter i 2017-2018, ser man en masse imponerende resultater –som giver løfter om mere. Hvordan undgår I at gå i stå?

I mandags havde vi møde om vor kommende satsning på at kvalificere fleuret-holdet til OL i Tokyo 2020. Og med Ed´s ansættelse er vi egentlig tyvstartet. Vi er ikke i tvivl om, at en yderlig satsning på trænersiden er en essentiel faktor. Vi er ambitiøse, men også realistiske, så vi vurderer chancen for kvalifikation som mindre end 50%. Vi viste med vores gode resultat i Tokyo i november, at vi har et meget højt topniveau, men vi skal styrke vores præstationsmæssige stabilitet. Vi har et lille år til at få luget de værste dumheder ud, så vi er klar til de afgørende stævner fra april 2019. Hele staben omkring er gået i gang med udvikling af koordinerede ugeplaner for holdet, så vi både skaber progression og fanger de spirende udsving. Og som noget nyt bliver fleuret-projektet et fast punkt på dagsordenen hos eliteudvalget, indtil vi kender resultatet af kvalifikationen. Så vi gearer op på alle fronter; også i samarbejdet med forbundet.

Hvem er så jeres vigtigste samarbejdsrelationer?

I forbundet står vi selvfølgelig rigtig stærkt med samarbejdet med Laurence. Og vi fornemmer også stigende interesse for vore fægtere hos både DIF og Team Danmark. Og så må jeg nok varsle, at I fra Team Copenhagen, som har støttet os hele vejen, kommer til at høre flere ønsker om hjælp fremad. Der skal i det hele taget være hjælp fra mange sider, hvis denne svære opgave skal lykkes.

Har I drøftet, hvordan det kan påvirke jeres præstationer, når I nu skal præstere under et noget større forventningspres?

Ja, der er ingen tvivl om, at det i den grad er nyt for os. Og jeg er begyndt at tale med fægterne om det, men det er helt sikkert, at vores mentaltræner, Troels kommer til at spille en stor rolle her fremad. Og arbejdet kommer nok også til at omfatte mig, for hvor skal vi placerede dette pres i vore hoveder, når der skal konkurreres? Klart en meget stor udfordring, som ingen af os har noget svar på endnu.


Det er uundgåeligt, at OL-satsningen og den samlede elitesatsning kommer til at stjæle næsten al opmærksomhed i klubben. Men hvordan undgår I at tabe fokus på børne/unge-arbejdet i klubben i nuværende situation?

Det første skridt, vi har taget, er, at vi har udvidet eliteudvalget med nogle forældre til nogle af vores 1. års kadetter. De tager sig af, at al information om den kommende sæson, stævner m.m. bliver sikret. Det er dog ikke kun administration, der tages hånd om. Vi har suppleret os med en person, der tager sig af vores kårdefægtere og en, som er ansvarlig for vores juniorer. Så styringen af den kommende sæsons Junior World Cups ligger allerede på plads. Hertil kommer man også til at tage sig af flere af de dagligdags ting, som jeg tidligere har gjort.

Vi er opmærksomme på, at der også kommer en dag efter OL-kvalifikation. Og grundlæggende er missionen for vores klub, at når så mange unge mennesker spenderer så meget tid med klubben, skal der udover fine resultater gerne blive en masse flotte mennesker ud af arbejdet i vores værdibårne udviklingsmiljø.

Min gamle træner, Marianne sagde meget tidligt til mig, at der er ingen ting i vores klub, som er vigtigere end den røde tråd, der skal gå igennem alle aktiviteter i hele klubben, og der skal arbejdes intenst på, at der ikke opstår huller i rækken af årgange. Og selv om det sidste punkt er svært i så lille en idrætsgren, er vi næsten lykkedes med det siden.

 

Maltes tid til interview var ved at være gået, da der om mindre end en time stod fægtere i Ryparken og ventede på hans instruktion