Fysisk træning hænger uløseligt sammen med livet som eliteidrætsudøver
Et tværgående morgentræningsmiljø betyder konkret, at flere forskellige udøvere, fra flere forskellige sportsgrene laver fysisk morgentræning sammen med en træner. Noget af træningen er fælles, og noget er tilpasset til dig og din sportsgren, og den plan du har med din klubtræner.
Fysisk træning hænger uløseligt sammen med livet som eliteidrætsudøver, og kan forbedre både præstation, restitution og din evne til at komme tilbage efter skader. Derfor er fysisk træning en rigtig god idé for alle, der har sportslige ambitioner, hvad enten du er karatekæmper, amerikansk fodboldspiller, racerkører eller noget helt fjerde.
Vejledende optagelseskriterier på tværs af alle sportsgrene:
- Højt sportsligt niveau
- Træningsparathed
- Potentiale
Vær opmærksom på, at den sportslige godkendelse vil bero på en konkret vurdering af den specifikke idræt.
Fire morgentræningsmiljøer
Team Copenhagen driver fire tværgående morgentræningsmiljøer med fokus på fysisk træning.
Vores anbefaling er, at du ønsker det morgentræningsmiljø, som transportmæssigt er tættest på dit hjem. Vi ved af erfaring, at udøvere med stor transporttid med større sandsynlighed falder fra, fordi det bliver for surt og besværligt i længden.
Vigtigt: Når det er fastlagt hvor du skal morgentræne, vil du blive fast tilknyttet det pågældende morgentræningsmiljø og dets træner. Det er altså ikke muligt at "shoppe rundt", ved f.eks. at morgentræne det ene sted om tirsdagen og et andet om torsdagen. Hvis du gerne vil skifte morgentræningsmiljø, f.eks. hvis du flytter, kan du tage fat i Team Copenhagens uddannelseskonsulent, og så finder vi selvfølgelig en løsning på det.
Grøndal MultiCenter
Morgentræningen i Grøndal MultiCenter udbydes i samarbejde med CPH Judo og foregår i Brønshøj Judos lokale. Det er ikke en judo-træning, men en generel fysisk træning, som udøvere på tværs af alle sportsgrene kan få stor gavn af.
Morgentrænerens beskrivelse af træningsstrukturen:
Det forventes at du er klar at starte træningen kl. 08:00. Er du forsinket, skal træneren have besked.
Tirsdag:
Tirsdag er ofte den “hårde” dag, hvor vi kører meget cirkeltræning, funktionel træning, styrketræning og cardio.
Torsdag:
Torsdag er den dag, vi arbejder mere på stabilitet, koordination, kondition (ikke det hele på én gang, men hver dag fokus på én af delene).
Morgentræning i GMC foregår Brønshøj Judo Clubs lokaler og træneren er Rikke Berg. Se en video om morgentræningsmiljøet her
Ørestad Gymnasium
Morgentræningen på Ørestad Gymnasium udbydes i samarbejde med Ørestad Gymnasium. Du behøver ikke være elev på Ørestad Gymnasium for at deltage i morgentræningen.
Morgentrænerens beskrivelse af træningsstrukturen:
Det forventes at du er klar at starte træningen kl. 8.00. Er du forsinket, skal træneren have besked.
Tirsdag
Cardiobaseret styrketræning, der er sammensat af styrkeøvelser også med fokus på skadesforebyggende træning.
Torsdag
Udøverne har mulighed for at træne deres program fra egen klub/træner under kyndig vejledning. Der er også mulighed for at få lavet et program der passer til egen sportsgren i samarbejde med morgentræneren.
Morgentræning på Ørestads Gymnasium foregår i gymnasiets fitness-faciliteter og trænes af Malte Simon Skaarup. Se en video fra morgentræningsmiljøet på Ørestad Gymnasium her.
Kampsportens Hus
Morgentræningen i Kampsportens Hus udbydes i samarbejde med Nørrebro Taekwondo Klub. Der er ikke tale om kampsportstræning, men generel fysisk træning, som udøvere på tværs af alle sportsgrene kan få stor gavn af.
Morgentrænerens beskrivelse af træningsstrukturen:
Det forventes at du er klar at starte træningen kl. 7.50. Er du forsinket, skal træneren have besked.
Tirsdag
Fokus på basistræning. Basistræningen er sammensat af øvelser målrettet de hyppigste skader i den specifikke idræt, med størst fokus på hofte og ben. Det kan være knækontrol og hofte- og baglårsstyrke, corestabilitet, og kropsholdning.
Torsdag
Fokus på mere specifik træning, baseret på tema eller sæson. Det kan bestå af styrketræning i form af cirkeltræning for generel fitness, plyometrisk træning, hvor der arbejdes med eksplosiv styrke- og hoppetræning, for ben, mave/ryg og arme og intervaltræning, hvor der arbejdes med højintense intervaller med sprint og laterale forflytninger med belastning.
Morgentræningen i Kampsportens Hus varetages af Stig Kramer, sportschef i Nørrebro Taekwondo Klub.
Frederiksberghallerne (Hal 3)
Morgentræningen i Frederiksberghallerne (Hal 3) udbydes i samarbejde med Fægteklubben Trekanten. Der er ikke tale om en fægtetræning, men generel fysisk træning, som udøvere på tværs af sportsgrene kan få stor gavn af.
Morgentrænerens beskrivelse af træningsstrukturen:
Det forventes at du er klar at starte træningen kl. 8.00. Er du forsinket, skal træneren have besked.
Tirsdag
Fokus på coretræning og skadesforebyggelse. En times træning af corestabilitet gennem statiske og dynamiske øvelser. Den sidste halve time foregår oftest i styrketræningslokalet, hvor der er mulighed for at nørde teknik, eller afprøve nye øvelser under kyndig vejledning.
Torsdag
Fokus på plyometrisk træning og anaerobt arbejde. Træningen tager udgangspunkt i hurtig, eksplosiv kraftudvikling. Der er altid en del af træningen som indeholder sprinttræning, i forskellige intervaller, så der arbejdes med både anaerob kapacitet og effekt. Træningen indeholder også skadesforebyggende elementer i form af stabilitetstræning over ankel, knæ og hofte.
Morgentræningen i Frederiksberghallerne (Hal 3) varetages af Malte Trier Mørch, cheftræner i Fægteklubben Trekanten og landstræner.
Optagelseskriterier for "andre sportsgrene"
Der er forskellige fastlagte kriterier. Yderligere referencer indhentes hvis nødvendigt. Det betyder at vi fx taler med din klub og/eller dit forbund. Hvis du er i tvivl om du har tilstrækkeligt højt sportsligt niveau, så tag endelig kontakt til os.
Vær opmærksom på, at vi kun optager udøvere fra idrætsgrene, der dyrkes i en klub, der er medlem af et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Spørg din træner eller klub, hvis du er i tvivl - eller ring til os.