Nordiske mesterskaber til talentfulde fægtere fra Fægteklubben Trekanten

Ved weekendens fægtestævne, Trekanten International, som er nordens største fleuret-stævne blev det både til et nordisk mesterskab på senior og junior-niveau samt en sølv medajle.

Dansk og nordisk mesterskab til Alexander Tsoronis

Det er den 23-årige fægter Alexander Tsoronis fra Fægteklubben Trekanten, som er født og opvokset i Kastrup, der nu kan kalde sig Nordisk Mester i fægtning 2016.

Det er første gang en fægter fra Trekanten vinder det største fleuret-stævne i Norden.

Det flotte resultat følger sidste weekends Senior Danmarksmesterskab, hvor Alexander blev danmarksmester på Senior Fleuret.

Alexander har fægtet i Trekanten siden han var 6 år. Han har vundet adskillige danmarksmesterskaber og nordiske mesterskaber, og han har bl.a. repræsenteret Danmark ved Ungdoms-OL i Singapore i 2010 og ved EM og VM både som junior og senior.

I dag bor Alexander Tsoronis på Margretheholm. Han har prioriteret sin fægtning det seneste år, men begynder at læse igen næste år.

Nordisk Mesterskab (junior) til Thomas Lerche Berg

Den 19-årige juniorfægter Thomas Lerche Berg, Fægteklubben Trekanten, som er vokset op i Valby, vandt det internationale fægtestævne Trekanten International i junior-kategorien.

Da stævnet samtidig er Nordisk Mesterskab på fleuret, kan Thomas nu kalde sig Nordisk Juniormester i fægtning 2016.

Det flotte resultat følger sidste weekends Senior Danmarksmesterskab, hvor Thomas, som først bliver senior efter sommerferien, vandt sølv.

Guldet ved det nordiske mesterskab afslutter en flot juniorkarriere med adskillige danmarksmesterskaber og nordiske mesterskaber i de yngre kategorier. Thomas afslutter sin juniorkarriere på flot 16. plads. Han har bl.a. repræsenteret Danmark ved EM og VM som junior-fægter. I år deltog han på herre-juniorholdet som blev nr. 5 i holdfægtning på fleuret ved EM i Novi Sad i Serbien og nr. 6 ved junior-VM i Bourges i Frankrig.

Thomas indgår i Team Danmarks talentprogram bl.a. sammen med klubkammeraten Kolja Dahlin og 50 andre, unge talenter - se mere her

Til daglig går Thomas på Falkonergårdens Gymnasiums Team Danmark-linje, hvorfra han bliver student til sommer. I det kommende år vil Thomas prioritere sin fægtning, før han begynder at studere videre.

 

Sølv ved Nordisk Mesterskab til Conrad Kongstad

Den 18-årige juniorfægter Conrad Kongstad, Fægteklubben Trekanten, som er vokset op i Hvidovre, vandt sølv ved det internationale fægtestævne Trekanten International i junior-kategorien.

Tidligere i år har Conrad bl.a. repræsenteret Danmark ved EM og VM som junior-fægter. I år deltog han på herre-juniorholdet som blev nr. 6 ved junior-VM i Bourges i Frankrig.

Conrad Kongstad har her i foråret 2016 aflagt svendeprøve som tømrer og kan dermed kalde sig både tømrersvende og fægtemester.

På foto ses fra venstre mod højre: Josef Rizell fra Göteborgs Fægteklub og Kolja Dahlin fra Fægteklubben Trekanten – begge bronze. Dernæst kommer Thomas Berg (guld) og Conrad Kongstad (sølv) også fra Fægteklubben Trekanten.