Uforglemmelig debut i en coronaboble i Tel Aviv | Judokæmper Jonas Czajkowski, 21 år, Brønshøj Judo Club

Uforglemmelig debut i en coronaboble i Tel Aviv | Judokæmper Jonas Czajkowski, 21 år, Brønshøj Judo Club

Alle unge eliteidrætsudøvere, der knokler løs i træningslokalerne verden over, forestiller sig, hvordan en debut til en stor betydningsfuld og eventuelt international konkurrence mon bliver. Nogles forestillinger og forventninger viser sig at holde stik - andres gør ikke. Dette er historien om Jonas Czajkowskis debut i den Internationale Judo Tour, der helt sikkert ikke blev, som den unge judokæmper havde forestillet sig for blot et år siden.

En landsholdstur udover det sædvanlige

I slutningen af februar 2021 blev der afholdt Grand Slam i judo i Israels største by Tel Aviv. Der var tre danske deltagere til turneringen: Mathias Madsen (Amager Judo Skole), Lærke Marie Olsen (Gladsaxe Judoklub) og Jonas Czajkowski (Brønshøj Judo Club). De tre danske judokæmpere rejste sammen med deres landstræner Peter Scharinger og tjekkede ind på et hotel. Indtil videre er der ikke noget i denne beretning, der giver anledning til at spærre øjnene op. Med til historien hører imidlertid, at alt dette foregik på et tidspunkt, hvor alle Israels lufthavne var lukket for al kommerciel trafik, og landet var i en hård lockdown, da det nu verdenskendte vaccinationsprogram blev rullet ud. De danske deltagere fløj derfor med et fly fra Paris, der var chatret af det Israelske Judoforbund, og som havde særlig tilladelse til at lande i lufthavnen i Tel Aviv. Vi har talt med 21-årige Jonas Czajkowski (Brønshøj Judo Club), der havde sin debut på den internationale Judo World Tour, og bedt ham fortælle om sine oplevelser med at debutere på netop dette specielle tidspunkt i verdenshistorien. 

Judo er en "big deal" i Israel

At deltagere til det israelske Grand Slam fik indrejsetilladelse med chartret fly, er ingen tilfældighed. Judo er nemlig ikke en hvilken som helst sport i Israel. Af de ni OL-medaljer, Israel har vundet gennem tiderne, er fem af disse blevet vundet af israelske judokæmpere. Judo betragtes af mange som Israels uofficielle nationalsport. Israels Judoforbunds præsident og tidligere topkæmper Moshe Ponti udtrykker israelernes forhold til judo således: "Fodbold er mere populært, men det her (judo, red.) er, hvad vi er gode til". Der blev altså gjort en undtagelse, fordi det handlede om judo. Til sammenligning blev en EM-kvalifikationskamp i håndbold mellem Israel og Island udskudt i samme periode grundet indrejserestriktioner.

At, judo er en "big deal" i Israel, kunne også mærkes af Jonas Czajkowski.

- »Lufthavnen blev jo lukket nogle uger inden stævnet, og der tænkte man, at stævnet hang i en tynd tråd. Men Israel var hurtige til at ordne det. De sørgede for charterfly fra henholdsvis Tyrkiet og Frankrig. Det var en speciel oplevelse, at det kun var folk, som havde noget med stævnet at gøre, som man rejste med. Det var også meget specielt at ankomme til Tel Aviv, hvor der ikke var andre mennesker i lufthavnen end judofolk. Der kunne man godt fornemme, at judo er en stor sport i Israel. Desværre var der jo ikke tilskuere, og jeg synes, det er ærgerligt, at israelerne ikke fik rigtig mulighed for at vise deres kærlighed til sporten.«

»Turneringerne er det, som man i sidste ende lever og ånder for«

 Efter et udfordrende år for judokæmpere verden over, har Jonas Czajkowski set frem til at debutere i den internationale judo tour - IJF World Tour

- »Det var fedt at komme i gang med turneringer generelt. Det er altid fedt at træne, men turneringerne er det, som man i sidste ende lever og ånder for. Jeg var meget glad for at få muligheden at prøve kræfter med verdenseliten, selv under de omstændigheder, som vi er i. Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne gøre det, som jeg elsker, men jeg glæder mig selvfølgelig også til at deltage under normale omstændigheder i fremtiden.«

 

Styrketræning i trænerens kolonihave

Optakten har, ligesom alt andet, været anderledes end normalen for de danske judokæmpere. Men heldigvis er sammenholdet blandt udøverne stærkt, både på landsholdet og i det københavnske elitemiljø, der udgør kernen af dansk judo. Dette har i følge Jonas Czajkowski været vigtigt for at holde dampen oppe i en speciel tid.

- »Jeg synes generelt, at sammenholdet på det danske landshold er godt; og det københavnske elitemiljø, synes jeg også kun bliver bedre og bedre. Vi er efterhånden en gruppe, som har trænet sammen mange gange ugentligt i flere år, og det styrker sammenholdet. Jeg synes altid, at vi har været gode til at støtte hinanden, og vi har været gode til at hjælpe hinanden igennem Corona med fællestræning og generelt bare lave ting sammen.

I forhold til min egen træning, så blev jeg ligesom alle andre ramt af nedlukningerne i marts 2020. Det, ikke at kunne træne judo, påvirkede mit humør rigtig meget, men efter 1-2 måneders tid fik jeg stille og roligt mine rutiner tilbage. Først fik jeg lov at træne sammen med Mathias Madsen, og efterhånden, som foråret og solen kom frem, fik vi lavet et udendørs styrketrænings-gym i min træners kolonihave. Det var ret vildt at have "næsten" normal styrketræning og judotræning på den måde.« 

»En masse konkret at tage hjem og arbejde på«

Efter at have clearet isolationen, og indleveret den krævede mængde negative COVID-19-tests, stod Jonas Czajkowski klar til at debutere på IJF World Tour.

Det endte desværre med et nederlag til hviderussiske Shershan Dzmitry. Men selvom nederlag aldrig er sjove, er det med til at tanke værdifulde lærepenge ind på kontoen for en ung kæmper.

- »Vi havde lagt en taktik, der gik ud på, at det var vigtigt at få min højre hånd på min modstander først, for at undgå at komme i situationer, hvor vi stod for tæt - for der er hviderusseren stærk. Alt i alt var taktikken rigtig, men jeg ender med at tabe på tre strafpoint. Kunne godt mærke, at jeg manglede noget erfaring på det her niveau. Det var marginaler i en række nøglesituationer, der gjorde, at det var mig og ikke hviderusseren, der fik strafpoint.«

Der er ingen tvivl om, at dansk judo er i trygge hænder i de kommende år. Vi glæder os i hvert fald til at følge Jonas Czajkowski og de øvrige danske kæmpere. Èn af dem er Mathias Madsen (Amager Judo skole), som håber på, at foråret kan bringe ham tættere på en OL-kvalifikation - det kan du læse mere om i denne DR-artikel.

Nederst på denne side kan du se, hvordan det ser ud, når Jonas Czajkowski og Mathias Madsen folder sig ud på en judomåtte i den anden episode af Team Copenhagen Skill School. Videoen er fra sommeren 2019, hvor Mathias Madsen var en del af Brønshøj Judo Club.

Tekst: Frederik Pihl
Fotos: Privatfoto, Jonas Czajkowski & Peter Scharinger