Eliteidræt alene - træning i et lukket land | #1 BMX-rytter Magnus Jensen

Coronavirussen har gjort sit indtog i Danmark og alle må indstille sig på en markant anderledes hverdag i denne tid. Det gælder naturligvis også københavnske eliteidrætsklubber og deres atleter. Vi har talt med en række trænere og atleter fra forskellige idrætsgrene, for at høre hvordan de håndterer den specielle situation og hvordan den påvirker dem og deres idræt.

"Det eneste, jeg kan gøre, er at gøre mit bedste for at stå så stærkt, som jeg nu kan, på den anden side af det hele"

Magnus Jensen er juniorrytter i Københavns BMX Klub. Men som for så mange andre eliteidrætsudøvere ser hverdagen i øjeblikket en hel del anderledes ud. 

"Al min styrketræning er rykket udenfor og foregår uden vægte. Det er noget af en udfordring, fordi BMX jo er en eksplosiv sport, hvor der i styrketræningen er fokus på få gentagelser med høj belastning."

De begrænsede træningsmuligheder er imidlertid ikke noget, der får Magnus Jensen til at blive hjemme på sofaen. Se videoen af Magnus' træning her på siden.

"Lige nu nøjes jeg med at træne udenfor på de nærmeste fitnessstativer, hvor man også selvfølgelig skal være forsigtig. Der træner jeg med handsker på og sørger for ikke at røre ansigtet. Hjemme hos mig selv har jeg en hometrainer til cyklen, som erstatter den stationære cykel i fitness, som jeg ellers ville have haft trænet på. Det eneste, jeg kan gøre, er at gøre mit bedste for at stå så stærkt, som jeg nu kan, på den anden side af det hele" 

 

"Det er selvfølgelig rigtig trist, men det samme gælder for rigtig mange andre."

Det er ikke kun den daglige træning, der er udfordret af de specielle omstændigheder. Det gælder også sæsonen.

"Jeg skulle have startet min sæson den 28. marts i Verona, som nu er blevet udskudt og det gælder også europacup afdelingerne i Zolder og Papendal, som skulle have været afholdt den 11-13. april og 25-26 april. Det er selvfølgelig rigtig trist, men det samme gælder for rigtig mange andre."

Apropos "andre", er det endnu en ting, som Magnus Jensen mangler i sin dagligdag som BMX-rytter: Fællesskabet.

"Træningssamlinger med de andre kørere og vores træner på banen er savnet, men det er jo helt udelukket. Det mangler virkelig.

"Vi snakker til gengæld sammen om, hvordan man finder alternativer til at klare den forskellige træning. Vi har primært fokus på at opretholde formen, men den nuværende situation giver også tid til at fokusere ekstra på andre ting. Det er eksempelvis kosten. Der har jeg et øget fokus på den rigtige sammensætning og for det rigtige i forhold til min træning."

Hos Team Copenhagen kipper vi med hatten. Det er flot at fællesskabet og træningsiveren stadig finder vej, i denne specielle tid. Fortsat god træning, Magnus.

 

Foto: Smilebitch BMX 
Video: Magnus Jensen