Eliteidræt alene - træning i et lukket land | #3 Daniel D. Vidstrup, trampolintræner og sportschef

Coronavirussen har gjort sit indtog i Danmark og alle må indstille sig på en markant anderledes hverdag i denne tid. Det gælder naturligvis også københavnske eliteidrætsklubber og deres atleter. Vi har talt med en række trænere og atleter fra forskellige idrætsgrene for at høre, hvordan de håndterer den specielle situation og hvordan den påvirker dem og deres idræt.

"Havetrampolinen kan måske bruges til at øve at springe til med stor kraft. Men sat på spidsen ville det måske svare til, at en svømmer skulle træne i et badekar."

Daniel D. Vidstrup er træner og sportschef i Københavns Trampolinklub. Vi spurgte ham, om man kan træne sig til at blive en bedre trampolinspringer, uden en trampolin?

"At være trampolinspringer er en kombination af mange ting. Da jeg tog diplomtræneruddannelsen var jeg i dialog med nogle svømmetrænere, der talte om ”vandfølelse”, altså følelsen af at være i vandet. De sagde, at den følelse og dynamik er svær at replikere andre steder end i vandet. Det er det samme for trampolinspringere. Vi kalder det "aerial awareness". Det er en ting, man kun kan træne i trampolinen. Det er naturligvis en stor udfordring for vores springere i øjeblikket, for det kan vi ikke træne. De fleste af springerne har måske en havetrampolin. Det er måske også ok i mangel på bedre. Havetrampolinen kan dog kun bruges til at øve sig i at springe til med stor kraft. Men sat på spidsen ville det måske svare til, at en svømmer skulle træne i et badekar."

Hvad gør I som trænere i denne situation, hvor trampolinerne er utilgængelige?

"Det, som vi prøver, er at lægge programmer ud, og håbe, at vores springere tager dem til sig. Vi prøver at motivere dem ved at give dem mulighed for selv at vælge mellem forskellige øvelser, som trænerne lægger op på Facebook-gruppen. Vi sender også korte peptalks-videoer rundt til springerne.

"Det bidrager til et større fællesskab på tværs af klubben. Så må man sige, at der er et lys i mørket."

Det er ikke kun den daglige træning og hverdagen som sådan, der er en udfordring. Turneringer og mesterskaber er også udskudt. 

"Ungdoms-DM er udskudt på ubestemt tid. EM i Göteborg til maj er også udskudt, og her havde Smilla (Jensen, red.) ellers kvalificeret sig."

Daniel D. Vidstrup har gjort sig tanker om, hvordan trænerne og klubben kan bidrage til at opretholde motivationen i denne svære situation. Det gøres blandt andet ved at kultivere klubsammenholdet på de digitale platforme.

"Vi har lukket facebook-gruppen op for alle, der har en relation til klubben. Vi har også lavet en gruppe, der hedder "KTK sammenhold". Her opfordrer vi til at atleterne deler deres træning og hvordan de forholder sig. Det er både elitespringere og breddespringere, der bidrager til det fællesskab. Det bidrager til et større fællesskab på tværs af klubben, så må man sige, at der er et lys i mørket."

 

Når tingene nu ikke kan være anderledes, er det rart at se, at endnu en klub rykker sammen i bussen (med mindst to meters afstand til hinanden) og lykkes med at styrke sammenholdet. Springerne mangler selvfølgelig deres trampoliner, men gad vide, om et styrket sammenhold kan kompensere for lidt af den tabte "arial awareness", når hverdagen vender tilbage.

 

Foto: KTK
Tekst: Frederik Pihl

 

Læs andre artikler fra serien "Eliteidræt alene - træning i et lukket land":

Eliteidræt alene - træning i et lukket land | #1 BMX-rytter Magnus Jensen

Eliteidræt alene - træning i et lukket land | #2 Judokæmper Jonas Czajkowski