IDRÆTSFESTEN 2024

Tirsdag d. 3. december 2024, lagde hovedstadens historiske og smukke Rådhus for 19. gang hus til en storslået fejring af idrætsåret i København – arrangeret af Team Copenhagen og Københavns Kommune.

Tak til de mange repræsentanter fra københavnske klubber, fra idrættens hovedorganisationer, uddannelsesinstitutioner, formænd, forældre og frivillige, der var med til at sætte stemningen for Idrætsfesten 2024 og fejre aftenens hovedpersoner: årets københavnske danmarksmestre og internationale medaljevindere. 

En særlig tak til de dygtige dansere fra KAF og Bendixen Dans, der varmede scenen flot op til aftenens show.

Se flere billeder fra aftenen her

Traditionen tro, benyttede Team Copenhagen anledningen til at rette et særligt fokus på nogle af de klarest lysende stjerner fra de københavnske elitemiljøer med kåringen af Årets Idrætstalent og Årets Talentudvikler. Samtidig kårede Kultur- og Fritidsborgmesteren Årets Idrætsforening i København. 

Læs med herunder.

Årets Københavnske Idrætstalent 2024

Schastine Tabor er årets idrætstalent: ”Et forbillede for unge svømmetalenter”

Svømmeklubben MK31s 19-årige komet Schastine Tabor vandt prisen som Årets Københavnske Idrætstalent.

Schastines juniorkarriere har været meget succesfuld, og i løbet af hendes første sæson som senior, positionerede hun sig som landets hurtigste i 100 meter rygcrawl. Som følge deraf blev hun udtaget til de Olympiske Lege i Paris, hvor hun svømmede rygcrawl på den danske medley-holdkap.

I dommerkomitéens begrundelse lød bl.a.:

Når man kvalificerer sig til OL som så ung en svømmer, så viser man, at man har et rigtig højt niveau. Schastine deltog ved OL i Paris på den danske medley-holdkap, hvor hun svømmede rygcrawl. Schastine er den hurtigste kvinde i Danmark på 100 meter rygcrawl og er den ene af kun to kvinder i historien, der har svømmet under ét minut på de fire forskellige 100 meter-discipliner på kortbane.

Schastine arbejder dedikeret og benhårdt for at nå nogle store mål. Alt tyder på, at hendes udvikling vil fortsætte også i de kommende år. I sin klub – MK31 – er hun en rollemodel, der har stor betydning for sammenholdet. Hun er én, de nye, lovende talenter kan se op til.

SvømDanmark beskriver Schastine som en usædvanligt alsidig svømmer, som mestrer et bredt spektrum af svømmediscipliner på højt niveau.

Dommerkomitéen ser Schastines udvikling, resultater og rolle som et forbillede at stræbe efter for unge svømmetalenter i de næste mange år.

Foto: Patrick Kraemer for SvømDanmark

 

FAKTA OM PRISEN

  • I år er det 17. gang, Team Copenhagen kårer Årets Københavnske Idrætstalent – se prisens Hall of Fame
  • Sidste år (2023) vandt Casper Puggaard fra Hovedstadens Svømmeklub
  • Dommerkomitéen består af;
    • Jens Albagaard, sekretariatschef Team Copenhagen
    • Charlotte Beiter Bomme, Sparta
    • Tenna Terney, Team Copenhagen

Københavnske klubber og specialforbund har frit kunnet indstille kandidater til prisen. Team Copenhagen vil med prisen gerne anerkende et af de mange store københavnske talenter, som har potentiale til at gøre sig gældende indenfor dansk eliteidræt - på internationalt seniorniveau. Prisen består – ud over hæderen – af et rejselegat på 10.000 kr., som kan bruges i forbindelse med træningsophold i udlandet.

Foto: Klaus Sletting

Årets Københavnske Talentudvikler 2024

En fortjent hyldest til årets talentudvikler: Lars Eckeroth

Lars Eckeroth har gennem tyve år haft en nøglerolle i udviklingen af Københavnsk bordtennis. Under kåringen ved Idrætsfesten, høstede han da også rosende ord fra både klubformand Morten Krydsfeldt samt fra bordtennisstjernen Anders Lind, der har nydt godt af samarbejdet med Lars.

Fra Team Copenhagen lød begrundelsen for kåringen af Lars således;

”Lars Eckeroth har været den gennemgående figur i talent- og elitearbejdet i københavnsk bordtennis de sidste 20 år. Lars har været afgørende for blandt andet etableringen af en elitekultur i Københavns Bordtennis Klub samt - i samarbejde med Brønshøj Bordtennis - etableringen af CPH Bordtennis. Samtidig flyttedes fokus fra rent elitearbejde til langsigtet talentudvikling, da det gav mere værdi rent sportsligt.

Lars’ arbejde er altid foregået med en søgen efter ny viden og en bevidsthed om, at det lokale miljø ikke var endestationen for de bedste spillere (og trænere), hvis de lykkedes. Kendetegnende for Lars er, at relationerne bliver fastholdt, også når spillere vokser ud af miljøet.

Derfor er Lars Eckeroth Årets Københavnske Talentudvikler 2024."

Formål med prisen
Én af Team Copenhagens væsentligste opgaver er at støtte op omkring den københavnske talentudvikling. Talentudvikling er da også blevet en hjørnesten i Team Copenhagens daglige arbejde, hvilket bl.a. resulterer i, at størstedelen af de støttemidler Team Copenhagen udbetaler, går til talentudvikling i de københavnske eliteklubber og -miljøer.

Team Copenhagen har allerede en talentpris til at anerkende et af de mange store københavnske talenter, der har potentiale til at gøre sig gældende indenfor dansk eliteidræt på seniorniveau, men ofte glemmer man folkene bag talenterne. Og dem, der får del i opmærksomhed og anerkendelse, når talenterne for alvor lykkes som voksne, er som regel elitetrænere på seniorniveau – ikke nødvendigvis de talentudviklere, hvis forudgående indsats ellers er en nødvendig forudsætning for senere eliteresultater.

Derfor ønsker Team Copenhagen at kåre årets talentudvikler.

Læs mere om Team Copenhagens talentpriser her

 

Fotos: Klaus Sletting

Fine hilsener fra flere kanter

At Lars Eckeroth har spillet og spiller en stor rolle for talentudviklingen i CPH Bordtennis, blev yderligere understreget under Idrætsfesten. Ved prisoverrækkelsen kunne Team Copenhagen nemlig afspille nogle fine hilsener fra forskellige kanter til Lars.

Se videoen her, hvor Lars modtager retmæssig hyldest fra:

Morten Krydsfeldt - formand i Københavns Bordtennisklub

Anders Lind - professionel bordtennisspiller

Årets Idrætsforening 2024

Årets Idrætsforening i Københavns Kommune: Amager Boxing Club

Aftenens tredje pris gjaldt Årets Idrætsforening 2024, der blev kåret af Københavns Kommune ved Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard. Her blev det Amager Boxing Club, der løb med æren og de 25.000 kr., der fulgte med prisen.

"Boksesporten i Danmark er i stor udvikling, og flere vælger boksning som deres fritidsaktivitet. Amager Boxing Club har opnået en imponerede medlemstilgang og skabt et stærkt fællesskab, der breder sporten ud til en større målgruppe. Det gør den bl.a. ved at have en positiv tilgang til tværgående samarbejde med FerieCamps, skoler og julemærkehjem. Det er flot arbejde, som fortjener at blive hædret," siger Mia Nyegaard.

Kæmpe stort tillykke til Amager Boxing Club!

Fotos: Klaus Sletting