DE NOMINEREDE ER...

I et meget stærkt felt af indstillede, er det lykkedes dommerkomitéen at udpege de fire nominerede, der har chancen for at løbe med prisen som ”Årets Københavnske Idrætstalent 2023”

Den 5. februar 2024 afvikles årets store Idrætsfest (tidl. Danmarksmesterfesten) på Københavns Rådhus. Her mødes flere hundrede af de allerstærkeste atleter indenfor eliteidrætten, når Københavns Kommune og Team Copenhagen sammen fejrer det forgangne års Danmarksmestre samt internationale medaljevindere fra København.

Traditionen tro, benytter vi i Team Copenhagen anledningen til at rette et særligt fokus på nogle af de klarest lysende talenter fra de københavnske elitemiljøer med kåringen af Årets Københavnske Idrætstalent.

I år kom dommerkomitéen på overarbejde, med et særdeles stærkt felt af indstillede. Efter et hårdt udskilningsløb, er valget faldet på disse fire nominerede, som det glæder os at præsentere.

De nominerede er (i vilkårlig rækkefølge):

Casper Puggaard - Hovedstadens Svømmeklub

Det er anden gang, Casper er nomineret til prisen som årets talent – og det er der en god grund til. Efter et flyvende 2022, fortsatte Casper sin konstante og stadige udvikling til et højt internationalt niveau på svømmescenen i 2023. Tidligt på sæsonen lavede Casper flotte resultater ved junior-EM, hvor han både vandt dobbelt guld på 50 og 100 meter butterfly, og også var involveret i to holdkap-medaljer. Casper afsluttede sin juniorsæson i 2023 med yderligere to guldmedaljer i 50 og 100 meter butterfly ved verdensmesterskaberne for juniorer – hvor han på begge distancer satte danske juniorrekorder ved VM. Desuden kvalificerede han sig til SvømDanmarks landshold for seniorer.

Som atlet udviser Casper stor seriøsitet, dedikation og træningsflid, og så er han en meget afholdt person i danske landsholdssystem og blandt sine landsholdskolleger.

Casper betegnes som et af de største svømmetalenter, dansk svømning har set i mange år.

 

Djoni Askham - Amager Judo Skole

Djoni er nomineret for sin bemærkelsesværdige dedikation og udvikling i løbet af det seneste år. Djoni's rejse har været noget af en rutsjebanetur. I 2022 truede en alvorlig knæskade med at sætte en stopper for hans karriere. Heldigvis lykkedes det Djoni at kæmpe sig tilbage og genoptage træningen med resten af landsholdet. Efter et års fravær, opnåede Djoni flotte resultater i løbet af 2023, hvor han blandt andet overraskede alle ved at nå bronzekampen ved U21 EM i Holland. Senere vandt han sølv ved U21 Pan American Cup og bronze ved Senior Pan American Open. Disse præstationer bevidner en fantastisk udvikling hos Djoni på blot et halvt år.

Djoni har allerede bevist, at han kan konkurrere på senior niveau, og han har sat Danmark og Amager Judo Skole på verdenskortet.

Joel Frederik von d’Ahe - Sparta

”Årets U18-komet i dansk atletik”. Sådan præsenteres Joel af elitechefen i Dansk Atletik. Og ser man på Joels præstationer det seneste år, forstår man ordene. Gennem træning og dedikation, har Joel udviklet sig meget som atlet. Hvor han tidligere har trænet som mangekæmper, lavede han i 2023 et yderst succesfuld skift til 400m hæk, og han formåede at løbe sig som yngstemand på det danske senior atletiklandshold ved hold-EM.

Kronen på værket satte han ved European Youth Olympic Festival (Ungdoms OL), hvor han løb sig i finalen med en dansk U18 rekord. I finalen løb Joel et perfekt strategisk løb, der endte med at give ham sejren og guldmedaljen ved mesterskabet samt endnu en forbedring af den danske U18 rekord.

At Joel på under ét år med fokus på 400m hæk har formået at levere internationale resultater, tyder på et meget stort uudlevet potentiale, der bliver fulgt spændt de kommende år.

Tobias Skandov og Aleksandra Chizhik - Bendixen Dans

Tobias Skandov og Aleksandra Chizhik var også nomineret til prisen som Årets Københavnske Idrætstalent sidste år, og siden da har de kun fortsat deres imponerende udvikling og overgået tidligere resultater. De har domineret den danske dansescene ved at vinde alle ranglisteturneringer og sikre sig guld ved både U19 DM i standarddans, latinamerikanske danse og 10-dans. Internationalt har de vundet medaljer i otte verdensrangliste-finaler, og ramte tidligere på sæsonen en 2. plads i latin på den internationale U19 verdensrangliste. Derudover har de i år igen opnået flotte placeringer ved VM og EM, og samlet set sikret de bedste resultater for et dansk U19 sportsdanserpar i mere end et årti.

Som klubbens unge stjerner er Tobias og Aleksandra eksemplariske rollemodeller, især for de yngre og mindre erfarne dansere på det internationale turneringsfelt. De fremhæves for deres modenhed og sociale kompetencer, der har en markant positiv betydning for det internationale træningsmiljø i Bendixen Dans.

Tobias og Aleksandra skiller sig ud som fremragende ambassadører for dansk sportsdans på den internationale scene.

Fakta om prisen "Årets Københavnske Idrætstalent"

  • Vinderen kåres ved Idrætsfesten d. 5. februar 2024
  • I år er det 16. gang, Team Copenhagen kårer Årets Københavnske Idrætstalent – se prisens Hall of Fame
  • Sidste år (2022) vandt Sofia Thøgersen fra Sparta Atletik
  • Dommerkomitéen består af;
    • Jens Albagaard, sekretariatschef Team Copenhagen
    • Jens Petersen-Bach, Københavns Triathlon Klub 1986
    • Tenna Terney, Team Copenhagen
  • Prisen har siden 2018 været sponseret af Team Copenhagens mangeårige samarbejdspartner No Zebra

Team Copenhagen vil med prisen gerne anerkende et af de mange store københavnske talenter, som har potentiale til at gør sig gældende indenfor dansk eliteidræt - på internationalt seniorniveau. Prisen består – ud over hæderen – af et rejselegat på 10.000 kr., som kan bruges i forbindelse med træningsophold i udlandet.

Københavnske klubber og specialforbund har frit kunnet indstille kandidater til prisen.

 

Vi ønsker alle de nominerede et stort TILLYKKE!